Velkommen til B.T.s morgen-orientering. Her giver vi dig et overblik over, hvilke nyheder der er tikket ind fra ind- og udland, mens du har sovet.

Grønlands historie og spor fra vikingetiden risikerer at forsvinde

Flere områder i Grønland står til at miste mellem 30 og 70 procent af landets arkæologiske rester, hvis temperaturen i området fortsat stiger. Det er blandt andet rester fra vikingetiden og de første indbyggere i områderne, der risikerer at forsvinde på grund af klimaforandringerne, viser en rapport, som er offentliggjort torsdag. I Grønland er der identificeret omkring 6000 steder af arkæologisk interesse. Alle former for arkæologiske rester er sårbare over for temperaturforandringer, fordi de har ligget så længe i jorden.

Læs mere HER.

Turbulens skader over 30 personer på fly mod Australien
Passagerer og besætning fløj rundt i kabinen, da Air Canada-fly ramte uroligt vejr over Stillehavet. Et fly fra Air Canada på vej til Australien blev torsdag tvunget til at afbryde flyvningen og lande i Honolulu på Hawaii, efter at over 30 personer om bord var kommet til skade som følge af voldsom turbulens.

»Jeg så en hel masse personer ramme loftet i flyet,« siger Alex McDonald, passager på flyet med kurs mod Sydney fra Vancouver.

»Nogle stewardesser, som var ved at servere mad, ramte også loftet,« tilføjer han.

Læs mere HER.

Miljøminister vil skrue op for genbrug af danskernes affald
Vi skal indstille os på at genbruge endnu mere affald fra husholdningerne. Sådan lyder det fra den nye miljøminister, Lea Wermelin (S). I 2016 producerede hver eneste dansker i gennemsnit 600 kilo husholdningsaffald. 48 procent af det samlede affald fra husholdningerne blev genanvendt. Det kan vi gøre endnu bedre, mener ministeren.

»Vi skal have en klogere affaldssortering, og vi bliver også nødt til at have mere ens regler for kommuner i forhold til affaldsindsamling,« siger Lea Wermelin.

Læs mere HER.

Arbejdsgiver trækkes i retten: Håndværkere udsat for dødelig asbest

Gennem halvandet år blev fire håndværkere udsat for potentielt dødelige asbestfibre på jobbet. Nu bliver bygherren og det firma, som de var ansat i, trukket i retten. Det skriver Fagbladet 3F. De fire håndværkere, der var ansat i vvs-firmaet, arbejdede uden at blive advaret om asbest-faren. Uden at få udleveret sikkerhedsudstyr – og på trods af, at forundersøgelser inden renoveringen havde slået fast, at der var asbest flere steder i boligerne.

Læs mere HER.

De stridende parter i Venezuela gør fremskridt i forhandlinger
Repræsentanter for de stridende parter i Venezuela har den seneste uge gjort fremskridt under forhandlinger i Barbados, lyder det fra begge sider af forhandlingsbordet. Forhandlingerne mellem repræsentanter for Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, og oppositionsleder Juan Guaidó vil derfor fortsætte i næste uge. Forhandlingerne mægles af Norge ligesom de to tidligere runder af forhandlinger. Juan Guaidó, der er leder af Venezuelas Nationalforsamling, erklærede i januar sig selv for midlertidig præsident i Venezuela. Han støttes af flere lande, herunder USA og flere lande i EU.

Læs mere HER.