Velkommen til B.T.'s morgen-orientering. Her giver vi dig et overblik over, hvilke nyheder der er tikket ind fra ind- og udland, mens du har sovet.


Hillary Clinton afviser at stille op til præsidentvalget i 2020
Rygter om et muligt Clinton-kandidatur i 2020 har ulmet længe, men nu afviser hun officielt at stille op. Demokraternes præsidentkandidat i 2016, Hillary Clinton, bekræfter nu, at hun ikke har i sinde at stille op til det kommende præsidentvalg i 2020. »Jeg stiller ikke op, men jeg vil blive ved med at arbejde, diskutere og stå fast på det, jeg tror på,« lyder budskabet fra Hillary Clinton i et interview med tv-stationen CNN.

Læs mere her

Lottovinder hæver gevinst på 5,7 milliarder kontant i USA
En amerikaner fra South Carolina har vundet den største lottogevinst til en enkelt person i USA's historie. Fem måneder efter at have vundet den næststørste lottogevinst i USA's historie har vinderen endelig henvendt sig. Det oplyser Mega Millions lottokommission natten til tirsdag dansk tid, skriver nyhedsbureauet AP. Hele 1,5 milliarder dollar - svarende til knap ti milliarder kroner - lyder gevinsten på. I USA skal der betales skat af lottogevinster, og den samlede præmie ender derfor på 878 millioner dollar - eller 5,78 milliarder kroner. Mega Millions-vindere kan vælge enten at få beløbet udbetalt på én gang eller delvist over en periode på 30 år. Helt utraditionelt har vinderen valgt at få hele gevinsten udbetalt i kontanter. Det skriver flere udenlandske medier, herunder ABC News. Den hidtil største lottopulje i USA blev i januar 2016 vundet af tre personer i tre forskellige stater. De vandt 1,5 milliarder dollar tilsammen. Det svarer til knap 10 milliarder kroner.

Læs mere her

Skattekommissionen indleder de første af 106 afhøringer
Skattekommissionen, der skal kulegrave de sidste 15 års skandaler i Skat, skal tirsdag afhøre de første af 106 personer. Den primære opgave bliver at undersøge, hvad der gik galt, da man indkøbte det skandaleramte og nu skrottede inddrivelsessystem EFI. Derudover blev kommissionens arbejde udvidet i 2018 til også at undersøge, om der er nogle, som kan gøres ansvarlige for, at den danske statskasse blev lænset for 12,7 milliarder kroner via refusion af udbytteskat. Der er tale om tidligere og nuværende medarbejdere hos Skatteministeriet og hos Skat, men også de skiftende ministres eventuelle rolle i sagen undersøges.

Læs mere her

Hundredvis af IS-krigere overgiver sig ved den sidste bastion

Op mod 300 krigere fra den militante gruppe Islamisk Stat (IS) har mandag overgivet sig til amerikanske styrker i Baghouz. Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr) i en pressemeddelelse natten til tirsdag. Baghouz i det østlige Syrien er IS' sidste lille enklave i Syrien. Krigerne, der har overgivet sig, er blandt i alt 1600 personer, der mandag har forladt området.

Det sker, efter at Syriens Demokratiske Styrker (SDF) de seneste dage har genoptaget en storstilet offensiv mod IS. Der er dog en usikkerhed forbundet med tallene.

Læs mere her

USA håber snart at genoptage forhandlinger med Nordkorea

USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, håber, at USA kan sende en delegation til Nordkorea inden for de næste par uger. Det siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters. Meldingen kommer, efter at det andet topmødet mellem Nordkoreas leder, Kim Jong-un, og USA's præsident, Donald Trump, torsdag blev brat afsluttet uden en egentligt aftale mellem de to. På mødet skulle Trump og Kim drøfte en nedrustning af Nordkoreas atomprogram.