Efter fem måneder som chefredaktør på det danske medie Nordjyske døde Søren Christensen kun 44 år gammel.
Han døde af en kødædende bakterie, der havde fundet vej ind i hans knæ, da en bil ramte ham og hans cykel bag fra en onsdag aften i februar. Nu fortæller hans kone, Arina Richter, om de sidste 48 timer.
Hun mødte ham kort efter ulykken på Aalborg Universitetshospital, hvor lægerne havde syet en flænge i hans knæ og konstateret, at flere ribben var blevet trykket ind efter styrtet, fortæller hun til Nordjyske.
Dagen efter blev han udskrevet, og de tog hjem sammen. Men smerterne i knæet blev ved, og aftenen efter var de så slemme, at Arina Richter ringede til vagtlægen.
Lægen i den anden ende bad dem se tiden an og ringe næste morgen, hvis smerterne ikke var aftaget. Det gjorde hun, og igen blev hun afvist. I interviewet med Nordjyske gengiver Arina Richter de gispende lyde, hun husker sin mand sige i smerte.
Så snart klokken slog otte og Søren Christensens egen læge åbnede for opkald, ringede hun for at få en tid. De skyndte sig derhen, og lægen sendte den nu afdøde chefredaktør direkte på skadestuen.
De ventede længe og fik både besøg af læger, sygeplejersker og studerende, der kiggede på det nu markant hævede ben, der var dækket af røde plamager. De talte alle om, at man nok var nødt til at ‘åbne det’.
Klokken cirka 13.30 blev han kørt på operationsstuen, og efter flere timer i uvished blev Arina Richter, som kort var taget hjem til sin hund, ringet op af sine svigerforældre. Søren Christensen skulle med helikopter til Rigshospitalet.
De skyndte sig alle tre til lufthavnen, hvor de tog det første fly til København for at møde ham på hospitalet. I stedet blev de mødt af en sygeplejerske, og Arina Richter kunne se på hende, at hun havde forberedt sig på at give dem en svær besked.
»Så spørger jeg: 'Er han død?',« siger 48-årige Arina Richter og holder en pause, synker en klump i halsen og fortsætter:
»Og det er han jo så.«
Arina Richter har efter Søren Christensens død og bisættelse besluttet at klage til Styrelsen for Patientklager og Patienterstatningen for behandlingen på Aalborg Universitetshospital og hos lægevagten.

