Nedslagene har virkelig bidt sig fast i boligmarkedet.

Hele 48 procent – altså knap halvdelen – af de ejerlejligheder, der i oktober var til salg i København, blev udbud til nedsat pris.

Det viser tal fra Boligsiden.dk ifølge Børsen.

Her har man registreret boligpriser siden begyndelsen af 2011, og aldrig tidligere har så stor en procentdel været sat til salg med nedslag i forhold til den oprindelige pris.

»Der er ingen tvivl om, at det er et meget højt tal, og der er ingen tvivl om, at der er mange, der er presset til at sænke prisen,« siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Børsen skriver, at et kig på boligsider viser, at der gennemsnitligt er tale om priser, der er sat ned med 5-20 procent.

Ifølge Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit, er afslagene reelt endnu større, fordi der ligeledes forhandles yderligere afslag på plads i forbindelse med den endelige købsaftale.

B.T har tidligere beskrevet, hvordan ejendomsmarkedet for ejerlejligheder står foran en periode med store prisfald.

»Priserne er kommet for højt op, så nu skal de ned og står derfor til et hug. Vi står foran en korrektion af markedet, og vi taler om en relativ lang periode,« har Curt Liliegreen, direktør i Boligøkonomisk Videncenter, sagt i den forbindelse.