Fødevarestyrelsen afliver 4500 fasaner i en besætning ved Hobro, der er konstateret syge med fugleinfluenza.
Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
- Mistanken om sygdom opstod onsdag, og analysesvar fra Statens Serum Institut bekræftede torsdag, at der er tale om den meget smitsomme husdyrsygdom fugleinfluenza af typen H5N1, lyder det videre.
Siden 1. oktober har styrelsen aflivet cirka 280.000 fjerkræ fordelt på syv besætninger.
- Det er et højt antal dyr så tidligt på sæsonen, og det understreger, at der er et højt smittetryk med fugleinfluenza derude, siger veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen, Charlotte Vilstrup Castle, i meddelelsen.
På baggrund af en ny trusselsvurdering hævede Fødevarestyrelsen trusselsniveauet for fugleinfluenza fra middel til høj i slutningen af oktober.
Styrelsen opfordrer alle besætningsejere til at følge foranstaltninger som at skifte fodtøj, inden man går ind til dyrene, og at sikre, at vilde fugle ikke kan få adgang til dyrene samt dyrenes vand og foder.
Også uden for Danmarks grænser er risikoen for smitte med fugleinfluenza øget.
Torsdag udvidede Spanien fjerkrærestriktioner og kom med et påbud om, at alt fjerkræ i landet holdes inden døre på grund af risikoen for fugleinfluenza.
Og Spanien er det seneste af en række europæiske lande, som har givet sådan et påbud.
I sidste uge udstedte myndighederne i Irland et landsdækkende påbud, der ligeledes betyder, at alle fugle i fjerkræopdræt skal isoleres indenfor.
Lignende påbud er udstedt i Storbritannien, Frankrig, Holland og Belgien.
Det skyldes en frygt for, at fjerkræene bliver smittet af vilde fugle.
Inden for EU er Tyskland det land, der er hårdest ramt. Her er ikke et landsdækkende påbud om, at fjerkræbesætninger skal isoleres, men flere delstater har indført krav om isolation.
De tyske myndigheder har registreret 58 smitteudbrud på de tyske fjerkræbesætninger fra 1. august til slutningen af oktober.
/ritzau/