Ledelsen og medarbejderne i Hesselholt Fisk Eksport A/S i Hanstholm kunne ikke nå frem til en løsning, hvor virksomheden kan bestå.
»Det er med stor ærgrelse, at vi på vegne af ejerkredsen bag Hesselholt Fisk Eksport A/S, må meddele at Hesselholt Fisk Eksport A/S indstiller driften og nedlukkes pr. 31. december 2022,« udtaler administrerende direktør, Ingeman Andersen, i en pressemeddelelse, skriver FoodSupply.
Af den grund modtog samtlige af virksomhedens 45 medarbejdere altså mandag en fyreseddel.
Ingeman Andersen gør det klart i pressemeddelelsen, at man vurderer, at både fiskemængder, inflationen og afsætning af produkterne vil blive forværret i det kommende år.
»Vi ser derfor ingen mulighed for at forbedre selskabets situation på den korte bane, og nedlukning af selskabet er uundgåelig,« forklarer direktøren.
I 2019 købte den franske koncern Comptoir des Pêches d’Europe du Nord, som er en del af UK Fisheries Ltd. Gruppen, sig ind som ejer af Hesselholt Fisk Eksport A/S.
Året efter, i 2020, blev coronanedlukningerne, som hærgede verden over, starten på en kurve, der kun gik én vej – nedad.
Med ukrainekrig, høj inflation og stigende energipriser blev det ikke just nemmere for virksomheden i 2022.
