Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

37-årige Sarah Kristine Poppelkvist Johansen måtte søndag morgen overbringe nogle dårlige nyheder til sin fireårige søn.

Der havde nemlig været et par langfingrede gæster på besøg.

For at spare lommepenge sammen til en sovepose havde den fireårige søn fået lov at sælge nogle haveplanter i en vejbod ved familiens hus.

Men søndag kunne Sarah se, at der manglede to ud af de ni fremsatte klokkehovedsblomster digitalis.

Og da hun tjekkede kontoen, var der ikke gået nogen penge ind.

»Jeg tænkte først, at der måske havde været dårlig dækning, eller folk havde glemt deres pung og ville overføre senere. Men pengene kom aldrig,« siger den 37-årige mor og forsætter:

»Den ene plante var næsten to meter høj og ret bred, så den tager man ikke bare under armen.«

Derfor var det også en uforstående dreng, der fik overbragt nyheden om de såkaldte »blomstertyve.«

»Han udbrød, at vi måtte ringe til politiet. Jeg tænkte, at det var nok lige i overkanten, og jeg tror stadig ikke, at jeg har fået ham overbevist om, at det ikke er en sag for politiet,« fortæller en grinende Sarah.

Ifølge Sarah er der nok tale om en forglemmelse fra køberens side, og hun valgte derfor at lave et Facebook-opslag.

»Jeg skrev egentligt bare, at hvis man nu havde glemt at betale, så kunne man overføre til min MobilePay,« siger Sarah.

Men så begyndte det at vælte ind på kontoen.

»Jeg modtog penge fra folk, der synes, det var synd for min søn og som mente, at en lille dreng ikke skulle 'miste tilliden til menneskeligheden', fortæller hun.

I alt har den 4-årige modtaget 220 kroner, som han senere i dag vil kunne putte i sparegrisen.

»Folk har været ekstremt søde. Jeg glæder mig til at give ham pengene og se hans reaktion,« slutter Sarah, der nu har fjernet sit nummer fra opslaget.

Andre læser også