En regulær møgsag har ramt Rigspolitiet.

I alt 37.519 fartbøder er over en periode på tre år aldrig blevet sendt til bilens ejer.

Det står i et svar fra Rigspolitiet til Justitsministeriet.

De mange tusinde ubetalte bøder har betydet et milliontab for statskassen.

Samlet er det bøder for 46 millioner kroner, der ikke er blevet betalt, oplyser Rigspolitiet.

Fejlen fandt sted fra oktober 2018 til december 2021 og er sket på denne måde:

Når en bil ejet af et enkeltmandsfirma er blevet blitzet af en fotovogn eller stærekasse for at køre for stærkt, har Rigspolitiets hastighedskontrol ikke sendt nogen bøde.

Det skyldes, at der i en periode inden oktober 2018 havde været usikkerhed om betalingen af fartbøderne, når bilens ejer var en enkeltmandsvirksomhed.

Dokumentation: Her er den centrale del, Rigspolitiet 17. marts skriver til Justitsministeriet om angående de mange tusinde ubetalte fartbøder.
Dokumentation: Her er den centrale del, Rigspolitiet 17. marts skriver til Justitsministeriet om angående de mange tusinde ubetalte fartbøder.
Vis mere

Det er som bekendt bilens chauffør, der kører for stærkt og derfor juridisk hænger på bøden i de fleste tilfælde.

Derfor er Automatisk Trafikkontrolsystem i en periode på tre år simpelthen stoppet med at sende fartbøderne.

Justitsminister Nick Hækkerup beklager, at de mange tusinde bøder bare har samlet støv.

»Som det også fremgår af brevet, er det selvsagt stærkt beklageligt, at det automatiske trafikkontrolsystem ikke har kunnet håndtere, om en bøde skulle udstedes til ejeren personligt eller til virksomheden med den konsekvens, at bøden ikke er blevet opkrævet,« lyder det fra Nick Hækkerup i et svar til Folketinget.

Justitsminister Nick Hækkerup finder sagen om de mange tusindvis af støvsamlende fartbøder for »stærkt beklageligt«. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Justitsminister Nick Hækkerup finder sagen om de mange tusindvis af støvsamlende fartbøder for »stærkt beklageligt«. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, undrer sig meget over, hvordan de over 30.000 bøder på den måde aldrig er blevet sendt til bilens ejer.

Han fortæller, at det var efter en borgerhenvendelse, at han for nylig bad justitsministeren bekræfte, om der hos politiet ligger en stak med tusindvis af ikke-ekspederede fartforseelser.

»Det skal naturligvis være sådan, at fartbøder opkræves straks efter forseelsen, så en borger ikke oplever at få en bøde flere år efter forseelsen,« siger han og tilføjer:

»Jeg forventer, at ministeren i kraft af mit spørgsmål nu retter op på den uacceptable praksis.«

Nick Hækkerup vil ændre på loven, så de mange bøder bliver sendt til nogle, der rent faktisk skal betale.

»Regeringen har den 3. marts 2022 sendt et lovforslag i høring, som blandt andet indeholder forslag om at ændre færdselsloven, så enkeltmandsvirksomheder som sådan, uanset størrelse og organisation, vil kunne pålægges et bødeansvar efter færdselsloven,« oplyser ministeren.

Han forventer, at der er flertal for lovændringen.

»Det er min forventning, at der med ændringen vil blive skabt klarhed om retstilstanden på området, og jeg håber i den forbindelse på bred opbakning til forslaget fra Folketinget, så flest mulige bøder kan blive betalt så hurtigt som muligt,« lyder det fra ministeren.

Men hvad så med de 37.519 bøder for i alt 46 millioner kroner, som siden oktober 2018 har samlet støv?

Ifølge ministeren er Rigspolitiet i gang med at gennemgå de mange tusinde bøder, og det forventes færdig i slutningen af juni.

Dog kan bøder ældre end to år ikke genoptages, da de nu er forældede.

Ifølge Justitsministeriet er 14.000 af bøderne for samlet 18 millioner kroner mere end to år gamle, så de fartbøder kan slet ikke opdrives.

B.T. vil meget gerne høre Nick Hækkerup, hvordan det egentlig kunne ske, at politiet i tre år helt har droppet at sende så mange tusinde bøder?

Hvem har taget beslutningen om, at de 37.519 bøder skulle samle støv, eller er det en fejl i systemet, ingen har opdaget før nu?

Men Nick Hækkerup har ikke yderligere kommentarer, er meldingen fra Justitsministeriet.