12. december sidste år satte fire danske mænd sig ned i en robåd i havnen på den kanariske ø La Gomera. 37 dage efter havde forsamlingen krydset Atlanterhavet, og nu sidder de tilbage med en tom følelse hjemme i Danmark.
»Jeg savner at være sammen med de tre andre gutter og stilheden på havet, der står i skarp kontrast til det hamsterhjul, som man i mange år er løbet rundt i,« lyder det fra Michael Lyng, da B.T. besøger ham i hans hjem i Charlottenlund.
Det er tomt nu, når det hele er overstået. Det synes de alle sammen - også Mikkel Fredensborg Schmidt, som B.T. ikke har haft mulighed for at besøge.
»Livet på Atlanterhavet er enormt simpelt. Man ror, sover, spiser eller går på toilettet. Det er nemmere at forholde sig til. Vi har et mål, som alle arbejder sammen om. Mere er der ikke,« siger Lasse Wulff Hansen, der ligesom Michael Lyng kom hjem til Danmark søndag.
Men der er nok én ting, de ikke savner. Toilettet.
»Når man skal på toilettet og ikke bare skal tisse, så sidder der en mand lige foran,« siger Lasse Wulff Hansen.
Noget, der naturligt er grænseoverskridende de første par gange, men også et symbol på, hvor tæt man er på hinanden.
For selvom de netop har tilbragt alle døgnets 24 timer sammen på cirka otte kvadratmeter, fylder savnet til hinanden så meget, at det er noget af det første de nævnte, da B.T. besøgte dem tilbage i Danmark.
»Jeg savner den åbenhed, man har for hinanden. Man kan ikke sidde og skjule sig, man er nødt til at åbne sig. Man kan ikke sidde og gemme sig - og der ligger også en kæmpe gave i det, man får tilbage,« siger Anders Nørregaard.
Lige som de er fælles om at savne, så er de også fælles om at være stolte af, hvad de har bedrevet.
»Det var en stor oplevelse for mig at opleve, hvad jeg kunne gøre, og hvilke grænser jeg kunne rykke,« siger Anders Nørregaard.
Nu gælder det bare om at komme tilbage til virkeligheden, og det kan tage tid, fortæller de alle tre.
