»Da jeg begynder at kravle under eksplosionerne fra batteriet, tænker jeg, jeg skal have fat i min kone. Så jeg rækker en hånd i vejret. Jeg skal have en ambulance. Der er noget galt. Jeg kan ikke se noget. Og det våde, jeg kan mærke, ved jeg bare, er blod.«
Morian Jensen er 32 år. For lidt over to uger siden var han en helt almindelig familiefar fra Frederiksværk med to glade piger på otte og 11 år og job som selvstændig havnearbejder.
Men 27. december ændrede alt sig.
Ugen forinden havde Morian været ude at købe fyrværkeri til nytårsaften, som hans døtre glædede sig til at se lyse op på himlen.
Deres oprindelige nytårsplaner med et vennepar var netop blevet aflyst, så for at glæde pigerne, tænkte Morian, at de lige så godt kunne fyre et batteri af den tirsdag, der skulle vise sig at blive skæbnesvanger.
Familien står frem i B.T. og fortæller deres historie, fordi de midt i deres livs mareridt er blevet tabt af systemet. Børnene har mareridt, vågner i skrig om natten, river hår ud af hovedet op sig selv og tisser i sengen. På trods af det har de ikke kunnet få hjælp.
Men før vi dykker ned i den del af historien, skruer vi tiden tilbage til tirsdag eftermiddag den 27. december, hvor mørket netop er faldet på.
Morian finder en plade frem fra skuret, hvor han kan sætte batteriet, så det står fast ude på græsset. Hans store datter Mathilde stiller sig forventningsfuld i indkørslen 30 meter væk, mens den lille, Molly, sidder på morens skød og følger med gennem ruden fra stuen.
»Jeg tager lighteren frem og tænder. Men i det sekund, flammen rammer lunten, afgiver batteriet et skud direkte ind i min venstre øjenhule og eksploderer. Og så fortsætter det bare med at eksplodere om ørene på mig til alle sider,« siger Morian.
Han er blevet slynget omkuld og ligger på græsplænen. Han begynder instinktivt at kravle, stopper op, og strækker sin arm op i vejret, så hans kone Michella kan få øje på ham.
Og Michella har i den grad fået øje på ham. Mens hun er på vej ud af døren, møder hun Mathilde, der kommer løbende i et skrig. Hun siger til hende, at hun skal tage sin lillesøster og hundehvalpen under armen – og så skal de løbe alt, hvad de kan over til mormor og morfar, der bor fem huse væk.
Michella lægger sig på knæ og begynder at kravle hen ad græsset for ikke at blive ramt af batteriets skud, der ufortrødent fortsætter i vildskab.
Da hun når hen til Morian, siger han med rolig stemme, at hun skal ringe til en ambulance. Det har han fået fortalt.
»Det eneste, jeg selv kan huske, er, at Michella på en meget bestemt måde siger til mig, ‘kom skat, rejs dig op.’ Og i det sekund, jeg rejser mig op, og hun ser mit ansigt … Det skrig, der kommer fra hende. Det har brændt sig fast i mig,« siger Morian.
Og Michellas skrig runger fortsat i den kolde decemberluft, mens hun febrilsk får fisket telefonen frem.
»Jeg ringer 112 og skriger til dem i røret. De vil have, jeg skal beskrive, hvordan han ser ud. Da jeg får ham rejst ordentligt op, kan jeg se, at hele hans ansigt er eksploderet,« siger Michella og græder:
»Hans venstre øje hænger helt nede ved mundvigen. Der er bare åbent kødsår. De prøver at forklare mig en masse i telefonen. De siger, jeg skal hente vand og klude og vaske ham i ansigtet.«
Men der går ikke mere end tre minutter, før ambulancen er fremme – og Morian bliver med Michella på passagersædet hastet afsted til Rigshospitalet.
Her bliver de mødt af et traumehold på 17 læger og sygeplejersker, der med det samme kører Morian ind til en operation, der varer otte timer, fortæller Michella:
»Den første operation er for at få hans ansigt på plads, få proppet tingene ind og lukket ansigtet sammen.«
Morian er inde og ude af operationer i en konstant morfinrus de næste dage og husker selv først noget fra den 31. december. Her er han er blevet overflyttet til Rigshospitalets øjenafdeling i Glostrup.
»Min livsgnist er fuldstændig væk, jeg beder nogle af mine kammerater om at hjælpe mig med at komme væk herfra, imens jeg har ligget der dopet på morfin,« siger Morian.
Da han vågner, er han ked af, at han har mistet sit syn. Men det er ikke det, der fylder mest, fortæller han:
»Det er mest det faktum, at jeg har budt mine børn og min familie det her. Det er det værste for mig.«
Der bliver stille.
»Mine børn er knækket.«
Morians stemme brister.
»Jeg er deres far. Jeg er den, der griber dem, når de falder. Jeg har lovet dem, lige siden de blev født, at ligegyldigt hvad der sker, så vil jeg altid være der til at gribe dem.«
»Mine børn er ikke dumme – de er udmærket klar over, at nu er far blind. Og mine børn er bange, fordi far er blind nu – så hvem skal passe på dem?«
11-årige Mathilde filmede, og 8-årige Molly kiggede inde fra stuen, da deres far fik sprængt ansigtet i stykker.
De er begge begyndt at få mareridt. Molly vågner ofte i et skrig om natten, mens hun sidder og river håret ud af sit hoved, fortæller forældrene.
Ingen af børnene har fået tilbudt krisehjælp eller psykologhjælp efter Morians ulykke. Og det er på trods af, at familien har forsøgt at råbe alle instanser op hver eneste dag, fortæller de.
Hvorfor er der ikke nogen, der vil hjælpe Mathilde og Molly? Det spørger B.T. de ansvarlige om. Læs med på bt.dk mandag aften.
