Over weekenden er antallet af smittede på Fredericia Gymnasium steget. Det skriver TV Syd.

I alt 31 elever og lærere på Fredericia Gymnasium er ramt af coronavirus. Det skriver TV Syd.

Der blev i sidste uge registreret flere coronatilfælde på skolen, og derfor blev alle elever og ansatte i weekenden testet for covid-19.

Det skete med hjælp fra Region Syddanmarks gule testbiler.

Nu er svarene fra prøverne så kommet, og nogle af disse har altså vist sig at være positive.

Alle har dog endnu ikke fået svar, og gymnasiets rektor, Poul Erik Madsen, fortæller til TV Syd, at han forventer, at antallet derfor vil stige yderligere.

Af den grund er gymnasiet lukket mandag, hvor eleverne i stedet har fået virtuel undervisning.

Tirsdag vender en del af eleverne, der ikke er smittet med coronavirus, dog tilbage på gymnasiet.

Rektor Poul Erik Madsen fortæller, at man fra skolens side ikke ved, hvordan smitten er kommet ind på gymnasiet.

- Men den er kommet ind i en enkelt 2. g.-klasse, hvor der er 12 smittede.

- Vi forsøger, at man på skolen ikke går på tværs af klasserne. Men i de enkelte klasser sidder eleverne tæt sammen, så der er der mulighed for smitte, siger han til Ritzau.

Når gymnasiet tirsdag igen åbnes for nogle af eleverne, er der særligt fokus på, at der ikke skal ske smitte på tværs af klasserne.

- Vores erfaring er, at det har de ikke gjort. Ud over den ene klasse så er vores elever blevet smittet til tværgående ting uden for skoletiden, lyder det fra Poul Erik Madsen.

De seneste syv dage er der registreret 69 tilfælde af covid-19 i Fredericia.

Det svarer til 135 tilfælde per 100.000 indbyggere, hvilket er et af de højeste tal i landet.

Det placerer samtidig kommunen et godt stykke over myndighedernes bekymringsgrænse.

Har en kommune over 20 smittede per 100.000 indbyggere om ugen, vil den blive fulgt nøje af sundhedsmyndighederne.

/ritzau/