Knap 300.000 unge i alderen fra 18 til 21 år vil fra 9. april til juli 2026 modtage et spørgeskema fra Aarhus Universitet, som skal skabe ny viden om overgreb i barndommen.
Det oplyser universitetet i en pressemeddelelse.
Samtlige unge i den aldersgruppe vil modtage undersøgelsen. Henvendelsen kommer i e-Boks.
Det er den hidtil største af sin slags i verden, oplyser universitet.
Den indeholder personlige og detaljerede spørgsmål om blandt andet fysisk vold, psykisk vold og seksuelle overgreb.
- Nogle af spørgsmålene kan opleves som grænseoverskridende, fordi vi beder deltagerne forholde sig til potentielt svære oplevelser fra deres opvækst.
- Men det er nødvendigt at stille konkrete og beskrivende spørgsmål, hvis vi skal sikre, at vi også belyser de overgreb, som kan være svære at identificere eller sætte ord på, siger adjunkt Troels Græsholt-Knudsen fra Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitet, som er leder af studiet, i pressemeddelelsen.
Ifølge universitetet viser forskning, at langt flere børn udsættes for overgreb, end det fremgår af sager, der registreres hos myndighederne.
- Deltagelse i undersøgelsen er fuldstændig frivillig. Modtagerne bliver informeret om undersøgelsens indhold, før de går i gang, og de kan til enhver tid vælge at holde pause eller afbryde besvarelsen, siger Troels Græsholt-Knudsen.
Undervejs i spørgeskemaet vil der desuden være information om relevante hjælpetilbud, hvor deltagerne kan søge støtte, hvis de får det svært undervejs i undersøgelsen eller efterfølgende.
Data fra undersøgelsen behandles fortroligt. Alle personlige oplysninger som navn og CPR-nummer fjernes, så den enkelte deltager ikke kan identificeres af forskerne.
Undersøgelsen er desuden blevet vurderet og godkendt af Aarhus Universitets Etiske Komité, som har bidraget med input til blandt andet formuleringer og den bedste måde at kommunikere om emnet på, lyder det.
/ritzau/
