Omkring 210 par sko.
Det er nok de færreste, som ligger inde med så stor en samling af fodtøj. Men det er ikke tilfældet, hvis man kigger på hylderne hjemme hos 30-årige Lea Nørager Jensen.
Indenfor de seneste tre år har hun nemlig fået så stor en kærlighed til de såkaldte Lola Ramona-sko, at hun nu har omkring 210 par af slagsen stående hjemme på sin adresse i Nakskov.
»Det var faktisk ved et tilfælde, at jeg startede med at samle på skoene. En dag så jeg bare et par på nettet, og så tænkte jeg, at de var pæne og anderledes. Og ja, så gik det faktisk bare stærkt derfra,« fortæller en grinende Lea Nørager Jensen til B.T., efter hun første gang fortalte historien til DBA Guide.

Lola Ramona er et dansk skomærke, som er særligt kendetegnet ved deres specielle mønstre og farver, der kan minde om noget, som var moderne i 50'erne og 60erne.
Samlingen, som Lea Nørager Jensen råder over, tæller alt fra stiletter, støvler og flade sko, og hun har dem i alverdens farver. Men på trods af at hun ejer så mange forskellige par, er hun ikke i tvivl om, hvilke, der er hendes favoritpar.
Det er nemlig et par stiletter, som hun kun vil bruge ved yderst sjældne lejligheder.
»Jeg kan allerbedst lide et par hvide stiletter, som har store farvede prikker, en sløjfe på snuden og en farverig regnbuehæl. De er bare helt særlige,« fortæller hun til B.T.

Skosamlingen må siges at være Lea Nørager Jensens hjertebarn, og derfor har hun også indrettet et helt værelse, som udelukkende er til hendes Lola Ramona-fund. 210 par sko fylder jo selvsagt en hel del.
»Skoene har deres eget værelse, hvor de alle står fremme, så man kan se dem. De står i skokarruseller, glasskabe og på en masse hylder,« fortæller hun.
Men selvom det næsten må være de fleste kvinders drøm, at have et helt rum fyldt med sko, er det faktisk sjældent, at Lea Nørager Jensen bruger dem.
Hun mener nemlig, at det kræver en særlig anledning, hvis hun skal have Lola Ramona-stiletterne på.
»Jeg går mest med sneakers til hverdag. Men det er primært fordi, det er dem, jeg bruger på mit arbejde. Og så er det jo begrænset, hvor mange pæne lejligheder, jeg skal til,« fortæller hun og påpeger, at hun nok kun har gået i, hvad der svarer til to procent af samlingen.

Ifølge skomærkets hjemmeside koster et par Lola Ramona-sko fra 900 til 2.699 kroner, og man kan derfor roligt sige, at det er en kostbar samling, som Lea Nørager Jensen gemmer på.
»Jeg tænker lidt, at det er det samme, som at samle på alt muligt andet. Nogle samler på Kähler-vaser, og jeg samler på Lola Ramona-sko,« fortæller hun.
Lea Nørager Jensen påpeger dog, at hun har købt størstedelen af sin samling brugt. Det skyldes både, at der er penge at spare, og så mener hun, at det er på den måde, at man finder de flotteste.


