Det undrede eleverne i 3. klasse, hvorfor nogle bøger på deres skolebibliotek kun er til drenge og andre kun til piger. Forskellen gav nogen helt ondt i maven.

Sammen med deres klasselærer valgte de derfor at skrive et brev til ledelsen.

Et brev, som nu har fået skolen til at ændre mærkaterne på deres børnebøger.

»En lille gruppe elever satte sig og skrev, hvordan man kan føle sig forkert, hvis man som pige vil låne en bog, hvor der står 'dreng',« fortæller Elisabeth Holm, der er klasselærer for 3. V på Den Classenske Legatskole i København.

En bog fra biblioteket på Den Classenske Legatskole med mærkatet 'Piger'.
En bog fra biblioteket på Den Classenske Legatskole med mærkatet 'Piger'.
Vis mere

For er det kun piger, som må læse bogen 'Mira – husbåd, far og kærlighed'?

Og kun drenge, som må læse bogen 'Gamerz' om computerspillere?

Det var i hvert fald sådan, eleverne forstod de hvide mærkater på bøgerne.

Lidt ligesom kønsopdelte toiletter og omklædningsrum i svømmehallen.

»Det kan godt komme lidt bag på mig, at de følte, de ikke kunne låne en bog, fordi der stod enten dreng eller pige på. De følger normalt reglerne, men her stiller de så spørgsmål ved det,« forklarer Elisabeth Holm.

Det var i første omgang et barn, der havde haft samtalen om drenge- og pigebøger med sin mor, men snakken bredte sig senere til hele klassen.

Der var flest piger, som brokkede sig over 'pigebøgerne', men drengene bakkede op om, at inddelingerne var forkerte og diskriminerende.

»Mange pigebøger er meget lyserøde og kønsstereotype. Gudskelov er der piger, som gerne vil læse noget andet, hvor de skal tage stilling til tingene,« siger Elisabeth Holm.

Som en øvelse i demokratisk proces og dannelse valgte hun med de 27 elever at gøre noget ved mærkaterne på skolens bøger. Det korte brev sendte de til ledelsen.

Siden har Henrik Andersen, souschef på Den Classenske Legatskole, arbejdet sammen med skolebiblioteket om at fjerne mærkaterne på bøgerne.

»Det var noget, som man indførte for mange år siden, og som er uddateret. Nu er vi blevet gjort opmærksomme på det, og derfor er mærkaterne på vej væk,« siger Henrik Andersen og fortsætter:

»At eleverne har blik for den slags i den alder og er så fremme i skoene, er virkelig fint og sjovt,« siger souschefen.

Han forklarer, at man for en del år siden indførte 'drengebøger' og 'pigebøger' på mange skolebiblioteker som en del af en indsats, der skulle få drenge og piger, der ikke læste bøger, til at begynde på det.

Man anbefalede skolerne at lave afdelinger for udvalgte bøger til både piger og drenge.

Det kan man dog godt klare på andre måder, mener Henrik Andersen.

»Vi kan sagtens få børnene til at læse, uden der er mærkater på bøgerne. Er der børn, som ikke er kommet i gang med at læse, så hjælper vi dem på biblioteket med at finde bøger, som de kunne være interesseret i.«