De ansatte i Rema 1000 i Njalsgade på Amager i København fik sig nok noget af en overraskelse, da de mødte op for at åbne butikken søndag morgen.

Her fandt de en tre-årig dreng alene – og han var bestemt ikke klædt på til det kølige februarvejr.

»Han var kun iført ble og strømper,« siger vagtchef ved Københavns Politi, Henrik Svejstrup.

De ansatte i supermarkedet tog drengen med ind i butikken og kontaktede politiet klokken 6.54.

Heldigvis var drengen ikke kommet noget til.

»Han var ikke nedkølet og havde ikke været længe væk hjemmefra,« siger Henrik Svejstrup.

»Drengen var i godt humør og snakkede med betjentene, da de ankom,« tilføjer han.

Drengen er midlertidigt blevet overdraget til de sociale myndigheder. Hans mor har henvendt sig til politiet, så den lille fyr kommer snart hjem igen.

»Der er ingen tegn på misrøgt,« siger Henrik Svejstrup.

»Alt tyder på, at drengen simpelthen er stukket af hjemmefra og gik lidt på opdagelse,« slutter vagtchefen.