Alle partoutarmbånd til næste års Smukfest i bøgeskoven i Skanderborg er udsolgt på rekordtid.

Billetterne til næste års Smukfest er revet væk, bare 59 minutter efter billetsalget begyndte.

Salget af de 29.500 partoutbilletter begyndte klokken 10, men allerede klokken 10.59 var det slut.

Sidste år gik der ifølge Ekstra Bladet 65 minutter, før alle billetter var solgt.

- At kunne melde udsolgt af partoutbilletter samme dag, vi sætter dem til salg, er noget vi er fantastisk stolte af og ydmyge over, siger festivalklubbens formand Poul Martin Bonde.

- At vi så ovenikøbet kunne gøre det lidt hurtigere end sidste år er bare ekstra glædeligt, siger han.

Når der er udsolgt, åbner det erfaringsmæssigt for fupmagere.

- Det plejer desværre også at betyde, at der er folk, der svindler og sælger noget, de ikke har. Så der er grund til at være enormt påpasselig, siger han.

Der er stadig mulighed for at købe endagsbilletter til festivalen. Her begynder salget 4. februar.

Festivalen i bøgeskoven i Skanderborg finder sted for 41. gang fra 5. til 9. august næste år.

På plakaten er blandt andre det danske rockband Malurt med Michael Falch i spidsen.

Derudover kan festivaldeltagerne opleve navne som Lionel Richie, Tove Lo, Khalid og Kygo.

En af de største forandringer på næste års Smukfest bliver ifølge formanden en ny scene med bedre plads.

- Vi har nogle gange haft musikere, der kom med ti trucks med udstyr. Men på grund af den manglende plads på den gamle scene kunne de kun opstille udstyret fra de fem af dem.

- Næste år tager vi en ny bøgescene i brug, hvor der er meget mere plads, og det glæder vi os rigtig meget til, siger Poul Martin Bonde.

/ritzau/