29 centimeter.

Det har i snart 20 år været et stort samtaleemne i Brønderslev. Nu kalder utilfredse borgere det 'utrygt' – og sender et brev til Banedanmark.

Det skriver TV 2 Nord.

De 29 centimeter er højdeforskellen mellem perronkanten på byens togstation og de togvogne, der ankommer til stationen.

En afstand, der har ført til at ældre eller gangbesværede personer er faldet, idet de skulle forlade toget.

Byens borgmester har netop sendt et klagebrev til Banedanmark – og en lokal borgerforening følger nu trop.

»Det er nok ikke utrygt, hvis man er 18 år og ikke har nogen udfordringer. Men hvis du døjer med dine ben eller har en barnevogn med, så kan det nærmest ikke lade sig gøre at komme ud og ind. Så jeg vil kalde det utrygt,« siger Jens Tofting, som er formand for lokalforeningen Borger 9700, til TV 2 Nord.

Baggrunden for utilfredsheden er, at Banedanmark har udsat udbedringen af perronproblemet til 2025 med den begrundelse, at det ikke var muligt at indhente et acceptabelt entreprenørtilbud inden da.

Og i den forbindelse kalder Banedanmark højdeforskellen på de 29 centimeter for uhensigtsmæssig, men ufarlig – til stor frustration også for borgmester Mikael Klitgaard (V).

»Vi sender brevet nu, fordi vi er skuffede over den nye udmelding. Jeg synes, det smager lidt af en dårlig undskyldning, når man siger, at det er svært at finde arbejdskraften – Banedanmark må lige prøve en gang mere for at se, om det ikke kan lade sig gøre,« siger han til Nordjyske.

Det anslås, at det kommer til at koste omkring 45 millioner kroner at få hævet perronen på Brønderslev Station med 29 centimeter.