Kunder hos AP Pension får nu del i pensionsselskabets overskud.

»Vi er ejet af kunderne, så det er naturligt og fair, at vi har en bonusmodel, hvor vi giver en del af overskuddet tilbage til kundernes opsparinger,« siger direktør Bo Normann Rasmussen:

»Det er en meget direkte fordel ved at være kunde i et kundeejet pensionsselskab.«

I alt drejer det sig om 280 millioner kroner i såkaldt 'AP Loyalitetsbonus', der nu ryger tilbage til kunderne.

Beløbet til den enkelte afhænger af, hvor meget man har stående på sin opsparing.

Fordelingsnøglen hedder 0,20 procent af den samlede værdi pr. 31. december sidste år – hvilket betyder, at der cirka er 2.000 kroner for hver opsparet million kroner.

Pengene bliver udbetalt i februar.

Ifølge en pressemeddelelse har AP Pension udbetalt i alt 1,5 milliarder kroner til kunderne i loyalitetsbonus, siden ordningen blev indført i 2017.

I gennemsnit svarer det til 16.000 kroner pr. kunde, oplyser der.

»Kunderne i AP Pension har i forvejen fået nogle af branchens bedste afkast de seneste fem-syv år, og derudover er de altså blevet belønnet med yderligere 1,5 milliarder kroner i loyalitetsbonus,« siger direktør Bo Normann Rasmussen:

»Det er et helt centralt element i vores forretningsmodel, og det giver os en klar fordel i forhold til at fastholde eksisterende kunder og tiltrække nye.«