Det er nærmest den samme fortælling fra alle 26 personer.

De kommer kørende på svenske E65 – ikke langt fra Ystad – uden at fatte nogen som helst mistanke, men så lyder det gigantiske brag.

Nogle får glassplinter i hovedet. Nogle får en sten eller hjulbolt ind i kabinen. Andre 'slipper' med en ødelagt rude eller kølerhjelm.

Én ting har de dog til fælles: De er blevet angrebet med en sten eller anden genstand, der er affyret med en voldsom hastighed.

Men hvornår bliver danskerne ramt? Er der særlige steder på strækningen? Og er der andre sammenhænge eller særlige mønstre?

Det korte svar er ja, og det kan B.T. konstatere efter at have været i kontakt med 26 af de danskere, der inden for de seneste to og en halv måned har været udsat for en lang række angreb.

Særligt er der to steder, der går igen i beretningerne.

Cirka 20 kilometer fra Ystad ligger en restaurant ved navn Fars Hatt, hvor du kan sætte tænderne i alt fra svenske kødboller til en sprød flæskesteg.

Et par hundrede meter vest for restauranten ligger et blåt hus, der er gemt væk bag buskads og en masse træer.

Her er flere af danskerne blevet ramt af flyvende sten eller andre objekter.
Her er flere af danskerne blevet ramt af flyvende sten eller andre objekter. Foto: Google Maps
Vis mere

Og nær det hus er flere af B.T.s kilder sikre på, at de er blevet beskudt med sten.

En af dem er Johan Jørgensen.

»Min kone siger helt tilfældigvis, at hun er glad for, at vi ikke har et hus, der ligger så tæt på motorvejen, og så siger det bang. Hun når faktisk at bemærke, hvordan der kommer noget fra venstre, og det er jo i det sekund, vi krydser huset,« fortæller Johan Jørgensen, der heldigvis ikke kom til skade under angrebet.

Flere andre beretter om stenbeskydning på samme sted, men herefter skal vi seks til otte kilometer frem til byen Rynge, hvor mange af B.T.s kilder fortæller om at være blevet ramt af sten eller andre genstande.

Men hvad med tiden? Her danner der sig også et interessant mønster.

Næsten alle angrebene finder nemlig sted om morgenen eller om aftenen.

11 ud af de i alt 28 angreb – to personer er begge blevet ramt to gange – har fundet sted før klokken 10, 13 ud af 28 efter klokken 16 og kun fire ud af 28 mellem 10 og 16.

Derudover er angrebet timet på en måde, så det rammer danskere, der er på vej til en færge, som kører kort tid efter, eller som er på vej hjem fra en færge, som netop er ankommet til Ystad.

Som du kan se i oversigten længere nede, kan angrebene dateres helt tilbage til 3. april i år, og selvom der er dage, hvor flere danskere er blevet ramt, er det tydeligt, at gerningsmændene ofte har beskudt bilisterne flere dage i træk.

Svensk politi oplyser tirsdag, at man har modtaget 35 anmeldelser fra danske bilister, men man ønsker endnu ikke at kommentere, hvorvidt det efterforskes som angreb målrettet danskere.

Herunder finder du en oversigt over alle de 26 personer, som B.T. har været i kontakt med.

3. april:

Stine Lyng Reiersen – klokken 17.35 på vej mod Ystad

Tæt på Ystad bliver Stine og familien ud af det blå ramt af en uidentificerbar genstand, der knuser forruden og spreder glasskår overalt i bilen. Solbriller sikrer Stine og hendes mand, men deres lille datter må få fjernet glasskår fra håret efterfølgende. Familien er rystet.

8. april:

Preben Telcs – klokken 7.30 på vej mod Ystad

Preben bliver pludselig ramt af en genstand, der knuser forruden. Han kan dog køre videre.

21. april:

Adam Kofoed Månsson – klokken 18.10 på vej fra Ystad

Adam kører fra færgen som en af de første og er alene i sin vejbane cirka 20 kilometer fra Ystad, da han pludselig bliver ramt af en sten, der smadrer hans forrude.

Her er en af de sten, der er blevet kastet ind i en dansk bilists bil.
Her er en af de sten, der er blevet kastet ind i en dansk bilists bil. Foto: Privatfoto
Vis mere

24. april:

Tina Paulsson – klokken 10.48 på vej mod Ystad

Bliver ud af det blå ramt af et uidentificerbart objekt. Det rammer tæt på ruden og efterlader et stort mærke.

Annegrete Way – klokken 11.10 på vej mod Ystad

Ikke langt fra Ystad kommer Annegrete kørende, da der pludselig lyder et kæmpe smæld. Annegrete ved ikke, hvad hun bliver ramt af, men der kommer en stor bule i kølerhjelmen.

1. maj:

Richardt Jensen – klokken 11.30 på vej mod Ystad

12 til 14 kilometer fra Ystad bliver Richardt pludselig ramt af en stor sten, der ud af det blå smadrer forruden og får glassplinterne til at flyve rundt inde i bilen.

11. maj:

Adam Kofoed Månsson – klokken 18.08 på vej fra Ystad

Omkring 20 kilometer fra Ystad kører Adam igen alene hjem fra færgen, da han igen bliver ramt af en genstand, som giver et kæmpe brag. Genstanden kommer flyvende fuldstændig vandret og rammer først kølerhjelmen, før den smadrer forruden.

Adam Kofoed Månsson.
Adam Kofoed Månsson. Foto: Privatfoto
Vis mere

Jørgen Christensen – klokken 18.10 på vej fra Ystad

To minutter efter Adam bliver ramt, sker det samme for Jørgen. Han bliver ramt af en genstand, der skaber et stort hul i kølerhjelmen, men ikke når op til ruden. Jørgen vurderer, at det er noget metal.

13. maj:

Mogens Nyvang – klokken 9.00 på vej mod Ystad

Mogens hører pludselig et stort brag, da han kører mod BornholmerFærgen. Da han kan holde ind, finder han ud af, at hans sidespejl er fuldstændig ødelagt af en flyvende genstand.

Emma Rytter Hansen – klokken 9.30 på vej mod Ystad

Emma får smadret sin rude og kølerhjelm, da hun 20 minutter fra Ystad bliver ramt af et flyvende objekt. Da de overhaler bilen foran, kan de se, at den også har et stort slag på forruden.

David Christensen – klokken 9.45 på vej mod Ystad

Ligesom Mogens og Emma kommer David kørende omkring 20 kilometer fra Ystad, da han pludselig hører et højt brag. Det viser sig at være en hjulbolt, der borer sig ind gennem ruden.

1. juni:

Oliver Raavig-Schmidt – klokken 18.20 på vej fra Ystad

Oliver kørte med sin far omkring 20 kilometer fra Ystad, da de pludselig hører et kæmpe brag. Næste gang, der var plads til at holde ind, inspicerede de bilen, og da de tog et nærmere kig på kølerhjelmen, var der en gigantisk bule og et par dybe hak ned i metallet.

2. juni:

Søren Kristoffersen – klokken 11 på vej mod Ystad

12 til 14 kilometer fra Ystad opfanger Sørens kone, at en sort genstand er på vej mod ruden, og så siger det bang. Genstanden smadrer ikke ruden, men laver et stort mærke.

5. juni:

Maria Nyborg – klokken 16.00 på vej fra Ystad

Maria kommer kørende tæt på Fars Hatt Restaurang, da der pludselig lyder et højt brag. Bilen bliver ramt af en genstand, og ruden får et stort mærke. Ingen andre biler var i nærheden af Maria.

8. juni:

Søren Jensen – klokken 19.20 på vej til Ystad

Søren hører det, der lyder som en eksplosion, da han netop har sat sin autopilot til 100 km/t. Han tror, der er røget en meteor ned, og bilen giver et hårdt ryk. Da han kommer til sig selv, finder han en sten, der er røget gennem ruden og har ramt hans hånd, men heldigvis kommer han ikke noget til. Stenen er på størrelse med en knytnæve og vejer 153 gram. Søren får en ridse i øjet og tygger glasskår i flere timer.

9. juni:

Birger Steen Andersen – klokken 19.40 på vej fra Ystad

Birger ser det som et mirakel, at han ikke blev dræbt, da han bliver ramt af en sten ikke langt fra Ystad. Stenen rammer forskærmen og laver et stort hul i døren. Birger tror, at stenen ville være røget gennem ruden, hvis den havde ramt der.

10. juni:

Frederik Tønnesen – klokken 18.29 på vej fra Ystad

Frederik er på vej fra Ystad mod hjemmet i Ribe, da han i sin Ford Transit pludselig fik fornemmelsen af en genstand, der havde kurs mod hans ansigt midt på E65-motorvejen. Instinktivt tog Frederik armen op som parade, og få sekunder senere lød der et gigantisk brag, hvorefter noget hårdt torpederede hans arm. Han slipper med et blåt mærke på armen og glasskår i hovedet, men er efterfølgende i stort chok.

Daniel Sonne Larsen – klokken 18.30 på vej fra Ystad

Ét minut efter Frederik bliver Daniel ramt af noget, der resulterer i et kæmpe brag. Da han efterfølgende gør stop, finder han en gigantisk bule i sin kølerhjelm.

11. juni:

Helle Høj Lüppert – klokken 7.30 på vej til Ystad

Ud af det blå registrerer Helle en genstand, der kommer flyvende mod hende, og så lyder der et kæmpe brag. Både forruden og taget tager skade.

Jørgen Eskildsen – klokken 7.45 på vej til Ystad

Tæt på Fars Hatt Restaurang bliver Jørgen Eskildsen pludselig ramt af en genstand, som hans kone registrerer kommer flyvende fra modsatte side af vejen. Genstanden laver et hul i ruden, som Jørgen kan stikke to fingre igennem. Da han ankommer til færgen, møder han en anden, der også er blevet ramt.

Sådan så Jørgen Eskildsens rude ud, efter han var blevet ramt tæt på det blå hus.
Sådan så Jørgen Eskildsens rude ud, efter han var blevet ramt tæt på det blå hus.
Vis mere

13. juni:

Jacob Seeberg – klokken 16.40 på vej fra Ystad

Tæt på Skurup hører Jacob pludselig et højt brag, hvorefter han ser en sort genstand på størrelse med en tennisbold, der flyver ud mod marken. Kort efter holdt han ind og så til sin store overraskelse, at der var et decideret hul ind i kofangeren.

14. juni:

Erling Sørensen – klokken 7.00 på vej til Ystad

Ud af det blå hører Erling et kæmpe brag, og det viser sig at være en stor sten, der laver en bule i kølerhjelmen.

Carsten Petersen – klokken 7.17 på vej til Ystad

Omkring 15 kilometer fra Ystad bliver Carsten og hans kone ramt af en genstand, der forvandler alt til kaos. Forruden blev knust, der var glasskår overalt, og hvis genstanden havde været ti centimeter længere nede, er Carsten sikker på, at hans kone havde fået den i hovedet.

Sådan så forruden ud, efter Carsten og hans bedre halvdel var blevet ramt af en sten eller anden genstand.
Sådan så forruden ud, efter Carsten og hans bedre halvdel var blevet ramt af en sten eller anden genstand.
Vis mere

15. juni:

John Wagner – klokken 7.30 på vej til Ystad

Med cirka 20 kilometer til Ystad lyder der pludselig et kæmpe brag i John Wagners bil. Han ser aldrig, hvad der rammer ham, men det smadrer forruden og får glassplinter til at hvirvle rundt i hele bilen.

Oliver Raavig-Schmidt – klokken 18.05 på vej fra Ystad

Endnu en gang bliver Oliver og hans far ramt af en genstand, der pludselig kommer flyvende og rammer deres bil. Denne gang er det tættere på Ystad, da en uidenficerbar genstand rammer lige over ruden og efterlader nogle få skrammer.

17. juni:

Johan Jørgensen – klokken 8.00 på vej mod Ystad

Johan og familien kommer kørende mod et blåt hus 20 kilometer fra Ystad, da de pludselig opfanger en genstand, der kommer flyvende mod dem. Et splitsekund efter lyder et stort brag, og der kommer glassplinter overalt i bilen. Johans mekaniker vurderer det til at være en sten på størrelse med en knytnæve, der har forårsaget skaderne.

18. juni:

Henrik Svane – klokken 7.45 på vej mod Ystad

Henrik kom kørende omtrent 15 kilometer fra Ystad, da der ud af det blå lød et kæmpe brag. Da Henrik et sekund efter stoppede bilen, var både han og konen indhyllet i små glassplinter. På bagsædet var Henriks 14-årige søn uskadt, men han kunne til gengæld række en granitsten på cirka fem gange fem centimeter frem til sin far.

Her er en af de sten, der er blevet kastet ind i en dansk bilists bil.
Her er en af de sten, der er blevet kastet ind i en dansk bilists bil. Foto: Privatfoto
Vis mere

Søren Bisgaard Andersson – klokken 16.30 på vej fra Ystad

Familien var faldet i søvn, da Søren pludselig registrerer noget, der kommer flyvende, og så lyder der et kæmpe brag. Det viser sig at have ramt forskærmen, der er helt ødelagt.