Esther Kjeldahl loggede for en uge siden ind på sin Twitter-profil, og der blev det foreslået hende at gå ind og følge klimaminister Dan Jørgensen. Der var bare et problem.
Han havde blokeret hende. Hvorfor, ved hun ikke.
»En del af den demokratiske samtale er, at man har en stemme – det har man jo ikke, hvis man er blokeret,« siger hun, da B.T. taler med hende.
Og i Esther Kjeldahls tilfælde er det særligt begrænsende. Hun er nemlig klimaaktivist og har flere gange henvendt sig til Dan Jørgensen via det sociale medie Twitter.

»Ja, det kan jeg jo ikke længere nu,« siger hun og fortsætter:
»Han er jo vores klimaminister, så jeg synes, det er ret banalt, at det er ham, man henvender sig til.«
Hun husker selv at have henvendt sig til ham cirka 10 gange i forbindelse med sit arbejde i Den Grønne Studenterbevægelse, der selv beskriver sig som en bevægelse, som arbejder for en grønnere fremtid i Danmark.
Derfor ser hun også sin mulighed for at ytre sig og henvende sig til klimaministeren med klimaspørgsmål som et samarbejde mellem bevægelsen og ministeriet.

»Vi arbejder jo begge på demokratiets principper. En del af den demokratiske samtale er, at man har en stemme,« siger 26-årige Esther Kjeldahl.
B.T. har selvfølgelig spurgt Dan Jørgensen, hvorfor han har blokeret klimaaktivist Esther Kjeldahl.
'Det er en fejl, at hun har været blokeret,' skriver han i et mailsvar.
Herunder kan du se, hvordan det ser ud, når man blokerer nogen på Twitter
Han mener desuden, at det er vigtigt, at hun kan kontakte ham
'Jeg lytter gerne til alle, specielt klimaaktivister. Den pågældende er heller ikke blokeret længere, og jeg glæder mig til at følge hende og de andre unge engagerede mennesker,' skriver klimaministeren.
Da vi talte med Esther Kjeldahl, var hun fortsat blokeret af klimaministeren.
»Det er jo ikke nødvendigvis et tab for mig, men jeg synes da, det er vildt ærgerligt, at vi ikke kan indgå i en dialog på Twitter,« siger hun.