Der er fundet fugleinfluenza i en kalkunbesætning ved Stokkemarke på Lolland.

For at forebygge yderligere smittespredning bliver besætningen på 25.000 kalkuner aflivet.

Det skriver Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en pressemeddelelse.

De første symptomer på fugleinfluenza kom ifølge styrelsen søndag. Her døde flere dyr, og mange rørte ikke vand og mad.

Mandag var omkring halvdelen af produktionshusets 4000 kalkuner døde, lyder det.

Mandag aften viste prøveresultater, at kalkunerne var ramt af den smitsomme og dødelige H5N1-fugleinfluenza.

Beredskabsstyrelsen assisterer Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri med aflivningen, som påbegyndes tirsdag formiddag.

Når alle kalkunerne er blevet aflivet, vil kalkunhusene blive rengjort og desinficeret.

Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har desuden oprettet en beskyttelseszone i en radius på tre kilometer fra den smittede farm og en overvågningszone i en radius på ti kilometer fra farmen.

I zonerne gælder særlige krav til smittebeskyttelse, og der er forbud mod at flytte æg eller fugle uden en særlig tilladelse.

Bente Holst, som er veterinærchef i Fødevarestyrelsen, påpeger, at der fortsat er et højt smittetryk fra vilde fugle.

- Endnu en gang må vi opfordre alle fjerkræejere til at tænke på deres dyr og tage de nødvendige forholdsregler, så smittespredning undgås, siger Bente Holst, som er veterinærchef i Fødevarestyrelsen, i pressemeddelelsen.

Sjællandske Nyheder skrev mandag, at der de seneste dage er fundet flere døde fugle rundt omkring på Sjælland.

Bente Holst siger til mediet, at fuglene meget vel kan være døde af fugleinfluenza.

I oktober 2025 hævede Fødevarestyrelsen trusselsniveauet for fugleinfluenza fra middel til høj.

Det skete på baggrund af en trusselsvurdering, som viste et stigende antal fund af fugleinfluenza i vilde fugle i Danmark og nabolande.

Det hævede trusselsniveau betyder, at fjerkræ og andre fugle i fangenskab fra 27. oktober har skullet holdes indendørs eller under overdækning.

Hønsehold, hvor indhegningen er 40 kvadratmeter eller mindre er undtaget fra kravet, men dyrene skal holdes i indhegningen.

Ande- og gåsebesætninger er også fritaget fra kravet om overdækning, hvis fuglenes udeareal er begrænset og det kan sikres, at vilde fugle ikke kan lande i indhegningen.

Fugleinfluenza kan i sjældne tilfælde smitte til mennesker, som er i tæt kontakt med dyrene.

/ritzau/