Det er som regel på selve juleaften, at der bliver uddelt gaver herhjemme.

Men i år kan 25 danskere se frem til at få en 'gave' dagen efter.

For den 25. december udtrækker Danske Spil i år 25 vindere af en million kroner, oplyses det i en pressemeddelelse.

Det er dog ikke helt gratis – for det kræver, at du køber en særskilt kupon til 'Det Store Jule Lotto'.

Gør du det, kan du første juledag være blandt de 25 heldige, der kan indkassere en million kroner i en ekstra form for julegave, når vinderne trækkes blandt alle spillede Jule Lotto-rækker.

Julelotteriet har været på programmet de seneste tre år.

De to første år blev der udtrukket 12 jule-millionærer, mens det antal i år mere end fordobles.

»Det Store Jule Lotto er allerede blevet en lille juletradition, men nu skruer vi ekstra op for million-hanerne, så der i år bliver mere end dobbelt så mange nye jule-millionærer, der kan glæde sig over en forsinket julegave,« forklarer Malene Mølgaard, der er administrerende direktør for Danske Lotteri Spil, som står bag Lotto og Det Store Jule Lotto.