»Hvorfor?«
Sådan lyder reaktionen ofte, når Mikkel Toft fortæller, at han har ladet sig sterilisere.
For Mikkel Toft er 25 år, og i marts fik han foretaget det indgreb, som betyder, at han nu er steriliseret og dermed helt afskåret fra nogensinde at kunne få børn.
»Da jeg lå på operationsbordet, spurgte de mig en sidste gang: 'Er du nu sikker, Mikkel?' Og det var jeg. Jeg var fast besluttet på, at det var sådan, det skulle være. Da jeg gik ud fra hospitalet, følte jeg mig som et nyt menneske,« fortæller Mikkel Toft.
Jeg kan godt lide børn – det skal jeg understrege – men for mig vil det bare være en hæmskoMikkel Toft
Vi skruer tiden tilbage.
Mikkel Tofts beslutning om at lade sig sterilisere er nemlig ikke taget over natten. Der ligger lange og meget grundige overvejelser bag. Overvejelser, som han tog det første spadestik til, da han var 20 år.
»Der var jeg på toppen af mit datingliv, kan man godt sige, men jeg var også så uheldig, at jeg stødte på nogle kvinder, som forsøgte at tvinge mig til at gøre dem gravide,« siger Mikkel Toft, som i første omgang fortalte sin historie til JydskeVestkysten.
Den 25-årige esbjergenser har efter eget udsagn blandt andet oplevet, at kvinder under ubeskyttet samleje har forsøgt at låse ham fast med deres ben i forbindelse med sædafgang.
Ifølge ham fordi flere af de kvinder ville have et barn – uafhængigt af, hvem der så end skulle være far.
»Jeg spurgte, hvorfor de gjorde det, og så svarede de, at det var, fordi de gerne ville have et barn,« fortæller Mikkel Toft.
Andre gange fik han knust sit hjerte, når han trods håbløs forelskelse måtte erkende over for en pige, at børn ikke nødvendigvis var det, han var allermest interesseret i – slet ikke i en alder af 20 år.
»Så droppede de mig og ville ikke have med mig at gøre,« siger han og tilføjer:
»Samtidig havde jeg en barndom, der var påvirket af min mors misbrug. Hun drak, røg hash og tog af og til hårde stoffer. Så jeg vil ikke tage chancen og risikere, at de får en dårligere opvækst efter alt det, jeg har oplevet,« siger han og tilføjer, at han ikke længere har kontakt til sin mor.
Og det har alt sammen været medvirkende årsager til, at Mikkel Toft 26. marts i år blev steriliseret.
Blev afvist af lægen
De seneste fire til fem år har Mikkel Toft brugt på at overveje beslutningen nøje. Han erkender, at der har været perioder, hvor han har tænkt, at det var en dum idé.
Men uanset hvordan han så tingene an, kom han til syvende og sidst altid frem til, at børn ikke skulle være en del af hans fremtid.
Derfor opsøgte han som 23-årig for første gang en læge for at høre om muligheden for sterilisation, og siden har han været til adskillige samtaler med læger om muligheden.
I begyndelsen afviste lægen at henvise ham, men efter i årevis at have udtrykt ønske om at blive steriliseret blev han i januar sidste år henvist til sterilisation.
»Jeg kan godt lide børn – det skal jeg understrege – men for mig vil det bare være en hæmsko,« siger Mikkel Toft.
Hvorfor venter du ikke med at tage beslutningen, til du er ældre – måske bare, til du er 30 år?
»Det var også en mulighed og noget, jeg kunne have gjort. Hvis jeg ikke havde haft de her oplevelser med de piger, så havde jeg måske også haft et andet syn på det, men jeg er glad for, at jeg har taget beslutningen,« siger Mikkel Toft, der samtidig understreger, at han hele vejen igennem forløbet er blevet bakket op af sin far.
»Han har spurgt, om jeg var sikker på, det var det, jeg ville, men han har altid bakket mig op.


