Han har mistet hele sin opsparing og hænger på et pænt stor banklån.

Men den 25-årige Jonas Jützler fra Hjerting ved Esbjerg har mistet mere end det:

Da statsminister Mette Frederiksen på pressemødet 4. november lukkede minkerhvervet i Danmark fra den ene dag til den anden, brast også den unge vestjydes livsdrøm.

Det fortæller han til TV 2 Syd, som har fulgt fire minkavlere i tiden efter masseaflivningen af alle danske mink.

»At den her drøm ikke kan lade sig gøre, og at man ikke kan bruge sin uddannelse til noget, det rammer hårdt. Det, man brænder for og er opvokset med,« fortæller han til tv-stationen.

Han er vokset op på en minkfarm, og lige siden han begyndte at hjælpe sin stedfar med driften, har han vidst, at han en dag ville have sin egen minkfarm.

I dag er han uddannet pelsdyravler, og i april gjorde han sin livsdrøm til virkelighed:

Han satte alle sine sparepenge i sit eget produktionsanlæg – med god hjælp fra banken.

Derfor kom coronavirussen og frygten for cluster fem som en katastrofe for den unge landmand.

Ligesom alle andre danske minkavlere mistede også Jonas Jützler sit job, sin livsdrøm, ja, hele sin livsstil.

Nu forsøger han at finde en ny plan for sin fremtid, og det er kun sjældent, at han går rundt i de tomme haller, hvor der før kunne være op til 28.000 mink.

Indtil videre har han ikke set en eneste krone i den kompensation, som regeringen har lovet ham og hans kolleger.

Lige nu har han tre småjob, som hjælper ham med at betale regningerne.