Det er en af de ældste kroer i Danmark – og nu er den sat til salg.

Prisen for Lyngkroen – midt i en af landets mest populære sommerhusområder i Rørvig – er sat til 6,5 millioner kroner.

Den nuværende ejer, Lau Gram Brahl, understreger, at han ikke har mistet lysten til at drive kro. Eller at spisestedet har dårlig økonomi.

»Da jeg købte stedet i sin tid, lovede jeg mig selv, at jeg ville drive stedet i ti år. Det er en hård branche og kræver benhårdt arbejde hver dag,« siger han.

»Nu er der gået 12 år, og selvom det efterhånden er mit livsværk, så er jeg også nødt til at tænke på mig selv og mit helbred.«

I en pressemeddelelse fra EDC fremgår det videre, at Lyngkroen spreder sig over 900 m², hvor der er plads til 230 spisende gæster.

Historisk set daterer stedet sig hele 239 år tilbage til 1785, hvor dørene blevet åbnet for første gang.

Den nuværende ejendom daterer sig dog 'blot' tilbage til 1958, hvor den blev genopført efter en brand.

Senest har Lau Gram Brahl udvidet med Havestuen, der blev bygget til i 2018. 

Men måske der slet ikke skal være kro på adressen i fremtiden.

Sådan lyder det fra sælgeren, der har tænkt sig at drive Lyngkroen videre, indtil et salg er gennemført.

»Både kroen og beliggenheden giver et hav af muligheder. Der er både mulighed for at drive kroen videre eller som in­ve­ste­rings­pro­jekt med en ny forpagter til at styre hverdagen,« siger Lau Gram Brahl:

»En helt tredje mulighed er at opføre op til otte fe­ri­e­lej­lig­he­der fordelt på to plan. Jeg har været i dialog med Odsherred Kommune, og de er positivt stemte overfor muligheden for at jævne kroen til jorden og etablere ferieboliger.«

Lyngkroen ligger kun godt en kilometer fra havet.