»Du skal ikke sige til børnene, at du kommer på besøg, og så bare lade være med at dukke op. De bliver helt vildt kede af det.«
Da Marie fik beskeden fra faren til sine børn, forstod hun ikke problemet. Hun var langt inde i et alvorligt stofmisbrug. Et misbrug, der gjorde hende ligeglad. Ikke bare med sine egne følelser, men også med alle andres. Selv med den lille dreng og den lille pige, hun er mor til.
Men det er også den lille pige og den lille dreng, som får 23-årige Marie Riis Nielsen til at kæmpe. De er årsagen til, at hun i dag kan fejre, at hun har været stoffri i 59 dage.
De er grunden til, at hun kæmper som en besat for at slippe væk fra den utrolig sørgelige statistik, hun blev en del af som 12-årig.
Antallet af stofmisbrugere i Danmark stiger, og det er især blandt unge mellem 20 og 30 år. Det viser den seneste forskning på området. Ifølge Sundhedsstyrelsen er der omkring 51.000 danskere i alderen 18 til 64 år, der er højrisikobrugere af stoffer.
At Marie skulle ende som en del af den statistik, var på mange måder givet fra den dag, hun kom til verden.
»Mit første minde overhovedet er, fra jeg var fire år gammel. Jeg kan huske, jeg stod i min tremmeseng og skreg og græd. Jeg kaldte på min mor og far igen og igen, men der kom ingen.«
Marie voksede op i et belastet hjem. Hendes forældre havde mistet en lille pige, kort inden Marie kom til verden, og hendes mor havde svært ved at knytte sig til sin nye datter.
Faren drak, moren arbejdede meget, og Marie var ikke ret gammel, før hun blev klar over, at hendes hjem ikke var som andres.
»Når jeg var hjemme hos min farmor og farfar, var jeg bevidst om, at det var sådan, det burde være. Der var sengetøj på dyner og puder og varieret mad. Derhjemme fik vi kun færdigmad, som hurtigt kunne opvarmes.«
Marie flyttede ofte som barn, og hun husker, hun blev mobbet voldsomt i folkeskolen. Blandt andet, fordi hun ikke kom i bad og derfor lugtede.
12 år gammel var Marie i Thylejren sammen med nogle veninder. Veninderne havde medbragt hash, og Marie røg sig for første gang skæv.
Hun husker det tydeligt den dag i dag.
»Det gav mig en ro, som jeg ikke havde oplevet før.«
Ingen havde nogensinde talt med Marie om, at hash kunne være farligt. At hun kunne blive afhængig.
Hun begyndte at ryge i weekenderne, og det eskalerede hurtigt.
Marie blev en del af en stor gruppe af udsatte børn og unge, der pjækkede fra skole, drak, røg hash og stjal i butikkerne, og det var sammen med dem, hun påbegyndte sin karriere som narkoman, da hun som knap 13-årig sniffede amfetamin for første gang.
»Jeg blev ligeglad med alting. Med mig selv. Med min familie. Stofferne gjorde mig ligeglad, og det var befriende, for så kunne jeg ikke mærke alt det, som gjorde ondt længere.«
Marie var også bare 13 år, da hun blev smerteligt bevidst om, at det ikke bare var hende selv, der var ligeglad.
Hun skulle sove hos en kammerat, men midt om natten begyndte han pludselig at pille ved hende, og Marie blev for første gang udsat for et seksuelt overgreb.
Marie vidste, at hendes mor var på arbejde samme nat som udekørende hjemmepleje. Hun skrev til hende og fortalte, hvad der var sket, og bad sin mor om at hente hende.
»Min mor svarede, at det kunne hun ikke tage sig af.«
Så Marie flygtede ud af kammeratens hjem og gik i stedet alene rundt i mørket fra klokken 2.30 om natten til klokken 8 om morgenen, hvor det lokale shoppingcenter åbnede, så hun kunne komme ind i lyset og varmen.
Et år efter vågnede Marie op efter sin første overdosis.
Selv om Marie bevægede sig direkte mod afgrunden, kunne hun ikke selv se, hvor farligt hendes misbrug var.
»Jeg var ikke interesseret i at droppe stofferne dengang, og jeg tænkte ikke over konsekvenserne.«
Men det ændrede sig med et, da Marie var 18 år gammel.
Hun blev gravid med sin kæreste, hun havde mødt et år tidligere, og fra det øjeblik, hvor hun stod med den positive graviditetstest i hånden, var hun for første gang klar til at tage afsked med sit misbrug.
»Jeg havde set andre i miljøet blive forældre, og jeg havde set de konsekvenser, det havde for deres børn. Det ville jeg ikke.«
Marie blev overvåget nøje af kommunen og sundhedsvæsenet i hele graviditeten. Hun følte sig alene og var konstant bange for, om hun kunne klare det, og om hun ville miste sin søn.
Samtidig glædede hun sig helt utrolig meget til at skulle være mor.
Da hendes lille søn kom til verden, var Marie lykkelig for ham. Kommunen løsnede langsomt grebet om den lille familie, fordi det gik godt, og da Marie blev gravid igen et halvt år efter sønnens fødsel, havde hun en helt normal graviditet uden ekstra overvågning.
Men bare seks dage efter Marie blev mor til en lille pige, døde Maries egen mor, og det var et hårdt slag.
Marie havde svært ved at knytte sig til sin datter, hun fik en fødselsdepression, der udviklede sig til en psykose, og hun røg tilbage i sit misbrug for fuld kraft.
Hendes kæreste flyttede med børnene, og i et halvt år så Marie ikke sin dreng og sin pige.
Hun tog flere og flere stoffer, og når hun ikke kunne bo hos venner og bekendte, levede hun som hjemløs.
I juni var Marie kommet så langt ud, at hun for første gang indså, at stofferne var ved at slå hende ihjel.
»Jeg røg og sniffede heroin, og jeg blev rigtig, rigtig syg. Jeg lavede ikke andet end at kaste op og have diarre i 14 dage, og det gik op for mig, at jeg var ved at dø fra mine børn.«
Marie tog en beslutning om at blive clean. Hun fik kontakt til en misbrugsbehandler og blev sat i medicinsk behandling.
Det er nu 59 dage siden, og Marie har ikke rørt stoffer siden.
Hun bor på et forsorgshjem i Jylland og facetimer ofte med sine børn og deres far, som bor på Sjælland. Hun håber, hun kan flytte hjem til dem til november, når hun har været gennem en udredning i psykiatrien.
