»Tomhed.«

Sådan beskriver Johanne Berner den følelse, der har ramt hende, efter hverdagen blev vendt på hovedet fra det ene sekund til det andet en aften i marts.

Her tonede Mette Frederiksen frem på skærmen i bedste sendetid og lukkede det danske samfund ned.

Hjemme på Vesterbro sad 22-årige Johanne med planer om studiegruppemøder, eksamen, koncerter, fester og en meget imødeset Roskilde Festival.

Johanne Berner, studerer på Københavns Universitet og fortæller om de psykiske påvirkninger ved corona-nedlukningen.
Johanne Berner, studerer på Københavns Universitet og fortæller om de psykiske påvirkninger ved corona-nedlukningen. Bax Lindhardt

Planer, der ufrivilligt er blevet skyllet ud i toilettet.

Siden har Johanne rendt rundt med en følelse af tomhed og rastløshed i kroppen, der har påvirket både humøret, sindstilstanden og hendes overskud.

Og hun er slet ikke ene om at have det sådan.

Lørdag beskrev B.T. de indledende resultater fra en ny, stor undersøgelse fra Københavns Universitet, hvor man har sat sig for at undersøge danskernes mentale helbred over de seneste måneder og frem.

Johanne Berner, studerer på Københavns Universitet og fortæller om de psykiske påvirkninger ved corona-nedlukningen.
Johanne Berner, studerer på Københavns Universitet og fortæller om de psykiske påvirkninger ved corona-nedlukningen. Bax Lindhardt

Indledende resultater, der giver et klart billede:

Det gennemsnitlige mentale helbred hos de adspurgte har været dykkende siden 1. april, hvor undersøgelsen gik i gang.

Med andre ord: Danskerne er simpelthen blevet mere og mere nedtrykte, bekymrede og triste, i takt med at samfundet er blevet lukket ned.

Hos Johanne Berner er det først og fremmest kommet til udtryk i forbindelse med hendes daglige gang på Københavns Universitet, hvor hun læser retorik.

»Jeg har skullet arbejde alene derhjemme, og det har været en stor udfordring, når jeg heller ikke har fået den energi, som jeg normalt får af at se folk. Så jeg har faktisk manglet meget motivation,« siger hun.

Normalt er den 22-årige kvinde et meget socialt menneske.

Hun gør brug af byens mange tilbud, tager til koncerter og tilbringer masser af tid med vennerne.

Ting, som har været umulige de seneste to måneder.

»På et tidspunkt var jeg så umotiveret og rastløs, at jeg nærmest ikke ville have overskuet at bruge byen, hvis den pludselig åbnede. Det hele var så tomt, men nu er det blevet bedre,« siger hun.

Johanne Berner, studerer på Københavns Universitet og fortæller om de psykiske påvirkninger ved corona-nedlukningen.
Johanne Berner, studerer på Københavns Universitet og fortæller om de psykiske påvirkninger ved corona-nedlukningen. Bax Lindhardt

Selv har hun flere andre veninder, der også har givet udtryk for, at de to måneder med et helt og delvist lukket samfund ikke har gjort sindet lykkeligere.

Tværtimod.

Og lige dér har Johanne følt sig lidt glemt i debatten.

»For mig blev mit liv vendt fuldstændigt på hovedet, og det er sgu svært lige at kapere. Det er ikke den samme ændring i hverdagen for mange familier eller ældre. Altså, prøv at høre, jeg er begyndt at bage, selv om jeg ikke engang har lyst til det,« siger hun.

Alligevel har Johanne holdt sig indenfor, og det samme har ekstremt mange andre jævnaldrende.

Det glemmer folk lidt, synes hun.

»Der var det der pressemøde, hvor vi unge nærmest blev udskammet, og det er ikke okay. Som ung blev jeg provokeret af det, for vi har virkelig skullet ændre os meget, og mere eller mindre alle har rettet sig ind, selv om livet af blevet vendt på hovedet for os,« siger hun.

Du kan stadig hjælpe forskerholdet ved at deltage i undersøgelsen, som du finder et link til her.