For niende dag i træk er der flere end 1000 nye smittetilfælde, og antal indlagte stiger med 12 personer.

Yderligere 1847 personer er det seneste døgn testet positive for covid-19.

Det viser torsdagens tal fra Statens Serum Institut.

De smittede er fundet på baggrund af 88.947 PCR-prøver, hvor man bliver podet i svælget. Det giver en positivprocent på 2,08.

Det er niende dag i træk med flere end 1000 smittede. Torsdagens tal ligger en anelse under onsdagens 1871 nye smittetilfælde, som er efterårets hidtil højeste niveau.

Antallet af indlagte stiger med 12 til 212 personer. Man skal tilbage til 11. april for at finde et lignende antal indlagte. Blandt de indlagte er 24 personer indlagt på intensivafdeling, og 13 af dem får hjælp til at trække vejret af en respirator.

Stigningen i antallet af indlagte forventes desuden at stige - i hvert fald så længe epidemien er i vækst, mener Viggo Andreasen, som er lektor i matematisk epidemiologi på Roskilde Universitet.

- Så længe epidemien er i vækst, skal vi også regne med, at antallet af indlagte stiger. Der er typisk en forsinkelse på en uges tid, så den stigning, vi ser i indlæggelser, repræsenterer stigningen i smitte i sidste uge, siger han.

Stigningen i smitte sker, blandt andet fordi folk rykker tættere sammen i det kolde og mørke efterår, forklarer Viggo Andreasen. Men også fordi det dette år er Delta-varianten af coronavirus, der er dominerende.

- Det er nu primært Delta-varianten, der smitter, som er tre gange så smitsom som den variant, der dominerede sidste år, siger han.

Den stigende smitte i efteråret har ført til debat om, hvorvidt der er brug for at genindføre visse restriktioner for at lægge en dæmper på smitteudbredelsen.

Fredag har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) indkaldt Folketingets partier til en briefing om situationen.

Der er registreret yderligere ét dødsfald. Samlet set er 2709 personer afgået ved døden, efter at de tidligere har haft påvist covid-19.

75,1 procent af befolkningen har fået to vaccinestik og er færdigvaccineret.

4,7 procent - svarende til 276.170 personer - har fået et tredje vaccinestik til at booste effekten af de første stik.

Det tilbud gælder i øjeblikket ældre over 65 år og særligt sårbare personer.

/ritzau/