334 dage. Så længe lever 21-årige Astrid Siemens Lorenzen i en konstant frygt for at blive smittet med covid-19. Men klokken 12.20 5. februar sker et vendepunkt.
Astrid kommer rullende ud af Rigshospitalets opgang 3. Betonbygningen er lige så grå og kold som vintervejret, men selvom mundbindet dækker det meste af Astrids ansigt, er det tydeligt at se, at øjnene stråler af glæde. En lysende glæde, der står i stærk kontrast til den livløse bygning og det triste vejr. I 334 dage har hun ventet på denne dag.
Da Mette Frederiksen 11. marts lukkede landet ned, så Astrid ingen anden udvej end at isolere sig selv fuldstændigt. Det liv, hun engang levede, blev indskrænket til lejlighedens fire vægge.
»Min hverdag ligner på ingen måder det liv, jeg levede før corona. Jeg går ikke ud, og jeg ser ikke mine venner eller familie. Men hellere det end at få covid-19,« siger en mekanisk kvindestemme. Stemmen kommer fra Tobii, som Astrid Siemens Lorenzen styrer med øjnene til at omdanne sine tanker til sprog.
Astrid har cerebral parese, spastisk lammelse, og hun har aldrig kunnet tale, gå eller styre sine bevægelser. Handicappet betyder, at Astrid er i høj risiko for at blive alvorligt syg af covid-19.
Hendes hænder og arme spræller i spastiske bevægelser, som får kørestolen til at knirke og knage. Imidlertid er hendes øjne fokuserede og upåvirkede af handicappet.
Astrid bor alene i en toværelses lejlighed på Østerbro, og selvom Astrid på mange måder gerne vil isolere sig fuldstændigt, har det ikke været en mulighed. Døren skal være åben for hendes otte hjælpere døgnet rundt, ellers kan hun ikke klare sig. Og det skaber en smitterisiko.
»Når man har hjælpere, lægger man sit helbred i deres hænder, og man er utrolig afhængig af, at de holder sig raske,« fortæller Astrid.
Efter et hurtigt øjekast på Astrids bogreol, som indeholder navne såsom Feynman og Hawking, står det lysende klart, at Astrid ikke spilder sin tid i lejligheden.
Hun gik på biotech-linjen i gymnasiet og dimitterede i sommer med et af landets højeste gennemsnit på 12,3.
»At tage en uddannelse har altid været vigtigt for mig. Tilfangetaget i en krop, der er underlagt en anden magt, har det altid været mig klart, at det er mit intellekt, jeg skal udnytte,« siger Astrid.
I sommerens optimisme startede Astrid på fysikstudiet på Københavns Universitet. Men der gik ikke lang tid, før hun måtte stoppe igen. Smittetallene var igen stigende, og det var for svært at holde afstand til de andre studerende.
Men Astrid spilder ikke tiden.
Hun har i stedet for taget et online fag i neurovidenskab på det amerikanske Duke University, imens hun venter på, at samfundet igen er sikkert for hende.
»Jeg elsker at studere, og man skal se muligheder frem for begrænsninger,« siger Astrid.
Astrid er nu færdigvaccineret og håber, det betyder, hun snart kan kramme sin familie igen og genoptage studiet.
I videoen øverst kan du se, hvordan det gik, da Astrid blev vaccineret.
