En 21-årig kvinde ved navn Chloe Middleton menes at være den yngste britiske statsborger uden kroniske sygdomme, som har mistet livet til coronavirus.

Det er den unge kvindes mor, der har fortalt om det tragiske dødsfald på sociale medier.

'Til alle jer derude, som tror, at det bare er en virus: 'Tænk jer om endnu en gang!' Jeg taler af personlig erfaring, da denne såkaldte virus har taget min 21-årige datters liv,' skriver moderen ved navn Diane Middleton på Facebook.

I skrivende stund har mere end 400 personer mistet livet til coronavirus i Storbritannien, mens flere end 8.000 har fået konstateret sygdommen.

Flere britiske medier - deriblandt Daily Mail - har talt med familien til den 21-årige Chloe Middleton.

Hendes tante bekræfter, at hendes niece ikke led af nogen sygdomme eller andre helbredsmæssige skavanker, før hun blev smittet med corona og døde. Ifølge tanten er familien 'knuste'.

Det menes, at Chloe Middleton indtil videre er den yngste - og ellers raske - britiske person, som har mistet livet til den dødelige virus.

Familien opfordrer derfor nu alle til håndhæve regeringens påbud om at blive hjemme:

'Mine elskede går i gennem en ubeskrivelig smerte. Vi er knuste. Virkeligheden bag denne virus er kun lige ved at gå op for os. Vær nu søde at overholde myndighedernes retningslinjer. Beskyt jer selv og andre. Virussen spreder sig ikke, FOLK spreder virussen', skriver den 21-åriges tante på Facebook.

I Storbritannien blev reglerne som følge af corona-krisen mandag skærpet således, at borgere kun må forlade deres hjem, hvis det er 'nødvendigt'.

Nødvendige årsager til at forlade hjemmet inkluderer blandt andet madindkøb. Derudover må britiske statsborgere højst motionere - det vil sige gå eller løbe en tur - udenfor én gang om dagen.

Tiltagene gælder indtil videre i tre uger fra mandag. Det samme gør sig gældende for restriktionerne i Danmark, som statsminister Mette Frederiksen (S) forleden udvidede således, at de gælder frem til den 13. april.