Torsdag var positivprocenten i lyntest 0,81 ifølge tal fra private udbydere. Det er det laveste i flere dage.

Der er torsdag registreret 206 coronasmittede med lyntest i Danmark ud af samlet 25.379 lyntest.

Det viser tal fra de fire private udbydere, der samarbejder med staten. Udbyderne er Falck, SOS International, Copenhagen Medical og Carelink.

Det er første gang siden 4. januar, at antallet af lyntest på en dag overstiger 20.000.

Over jul og nytår blev der foretaget mellem 20.000 og 91.000 daglige test.

Men efter nytår er antallet af lyntest faldet, og den seneste uge har antallet svinget mellem omkring 13.000 og 20.000 test.

Ved torsdagens lyntest er positivprocenten 0,81. Det er procentdelen af det samlede antal test, der viser sig at være positive for covid-19.

Positivprocenten er den laveste i år, hvor den alle dage har ligget over 1 procent - og en enkelt dag oppe over 3 procent.

Sidste gang positivprocenten var under 1, var 31. december 2020. Her lå den på 0,91 procent.

Det anbefales, at man ikke får lavet en lyntest, hvis man har symptomer på coronavirus. Her anbefales i stedet en pcr-test, som er dem, der bruges i det offentlige testsystem.

Årsagen er, at lyntest ikke vurderes at være lige så pålidelige til at påvise, om man er smittet med coronavirus, som pcr-testen er.

Generelt regnes lyntest dog for pålidelige, når der rent faktisk bliver konstateret smitte. Usikkerheden har særligt omhandlet de tilfælde, hvor testen har givet et negativt svar.

Over en periode har forskere fra Rigshospitalet og Statens Serum Institut (SSI) undersøgt, om lyntest er mere præcise, end hvad myndighederne hidtil har vurderet.

Men resultatet bliver tilbageholdt, da forskerholdet først vil publicere det i et videnskabeligt tidsskrift, skrev Politiken torsdag.

Tilbageholdelsen skyldes, at forskerne afventer, at tidsskriftet gennemgår resultatet, har den projektansvarlige professor fra Rigshospitalet, Christian von Buchwald, udtalt til avisen.

Det møder dog kritik, da der kan være tale om vigtig viden, der kan bruges i indsatsen for at inddæmme coronavirus.

Christian von Buchwald håber, at resultaterne kan offentliggøres "i løbet af januar".

/ritzau/