Det danske jazz- og punkband Smag På Dig Selv indsamlede lidt over 200.000 kroner til Det Danske Hus i Palæstina (DHIP) under bandets koncert på Roskilde Festival onsdag.

Det bekræfter organisationen over for Ritzau lørdag.

Under koncerten på scenen Eos blev et nummer vist på scenens storskærm, og bandets medlemmer opfordrede herefter publikum til at donere via MobilePay.

DHIP oplyser, at der er kommet i omegnen af 2000 individuelle donationer under koncerten.

Donationerne spænder fra 5 kroner til 1000 kroner, lyder det.

Det Danske Hus i Palæstina er en civilsamfundsorganisation, der ligger på Vestbredden i Ramallah. Organisationen arbejder blandt andet med at styrke ytringsfriheden og kulturlivet i Palæstina.

Organisationen har i en årrække fået midler fra Udenrigsministeriet, men støtteaftalen udløb ved årsskiftet.

Smag På Dig Selv benyttede et særligt "trick" for at få publikum til at donere flittigt til organisationen, skriver bandet i et opslag på Facebook lørdag.

- Tricket er, at vi fik publikum til at tage deres telefoner frem for at skabe et hav af lys, og mens de havde telefonerne fremme, opfordrede vi dem til at donere, skriver bandet.

Under koncerten blev der også vajet med et stort palæstinensisk flag, ligesom bandmedlemmet Oliver Lauridsen, der spiller saxofon, sendte kritik i retning af den danske regering og statsminister Mette Frederiksen (S).

Og det er ikke første gang, at der er blevet delt propalæstinensiske budskaber under årets Roskilde Festival.

Natten til fredag gav den irske raptrio Kneecap koncert på scenen Arena, hvor den danske regering fik kritik for at sende reservedele til F-35-kampfly til Israel.

Desuden var aktivister fra bevægelsen Nordic Climate Justice Coalition kortvarigt på scenen for at demonstrere mod det danske rederi Mærsk, der efter aktivisternes opfattelse bidrager til Israels krigsførelse i Gaza ved at transportere våben.

Af Roskilde Festivals hjemmeside fremgår det, at festivalen mener, at der skal være plads til aktivisme og stærke holdninger på festivalens scener.

Festivalen understreger dog, at politiske ytringer, der bliver delt, ikke nødvendigvis er udtryk for Roskilde Festivals holdninger.

RITZAU