»Det er selvmord, hvis vi ikke handler på klimakatastrofen.«

Limet fast til en glasdør sidder 20-årige Laura Kjøller foran indgangen til olieselskabet Total i København. Klokken er 8 om morgenen.

»Jeg bliver siddende, til der er klimaretfærdighed,« siger hun, da B.T. møder hende.

Hun forstår, at nogle mennesker synes, hun er ekstrem. Men samtidig mener hun, at det er endnu mere ekstremt, når der ikke bliver handlet på klimaudfordringerne.

En af årsagerne til, at Laura Kjøller får hånden limet til glasset, er, at det derved er svært for politiet at tage hende med på stationen.
En af årsagerne til, at Laura Kjøller får hånden limet til glasset, er, at det derved er svært for politiet at tage hende med på stationen. Foto: Amanda Mortensen
Vis mere

»Det handler om vores allesammens fremtid. Vi står over for menneskehedens udryddelse,« siger hun.

For få minutter siden har en anden aktivist smurt hendes hånd ind i kontaktlim og placeret den på glasdøren ind til bygningen.

»Husk at bøje hånden lidt, så den sidder behageligt,« siger han, mens Laura Kjøller placerer den på glasset.

Over hendes hånd bliver klistret et skilt med teksten 'Fjern ikke! Limet på!'

Aktivisterne har en løkke om halsen, der symbolisere det selvmord, de mener, verdens befolkning er ved at begå, når de ikke tager klimakrisen seriøst.
Aktivisterne har en løkke om halsen, der symbolisere det selvmord, de mener, verdens befolkning er ved at begå, når de ikke tager klimakrisen seriøst. Foto: Amanda Mortensen
Vis mere

Sammen med fem andre aktivister sidder hun nu fæstnet til indgangen.

De danner en kæde. Laura Kjøller og en anden aktivist sidder i hver sin ende med hånden limet på glasdøren, mens de øvrige er lænket med jernrør mellem dem.

Omkring de fem står cirka 15 aktivister med bannere. Et af dem har teksten 'Total bruger 200 millioner på at blokere klimalovgivningen hvert år'.

Laura Kjøller er klar til at gå endnu længere for at vække magthavernes opmærksomhed. Hvor langt det er, ved hun ikke endnu.
Laura Kjøller er klar til at gå endnu længere for at vække magthavernes opmærksomhed. Hvor langt det er, ved hun ikke endnu. Foto: Amanda Mortensen
Vis mere

Aktivisterne er fra netværket Extinction Rebellion.

De bruger civil ulydighed til at kræve en ændring i, hvordan man håndterer klimakrisen. De gør altså noget, der er ulovligt for at vække virksomheder og magthavernes opmærksomhed.

Dårlig samvittighed

Flere prøver at mase sig vej ind ad hovedindgangen, men bliver stoppet af aktivisterne.

»Du kan ikke komme igennem her,« siger de og stiller sig foran dem.

Nogle få af de ansatte i Total tvinger sig vej igennem aktivisternes barrikade.
Nogle få af de ansatte i Total tvinger sig vej igennem aktivisternes barrikade. Foto: Amanda Mortensen
Vis mere

Flere bliver frustrerede, men finder en anden indgang.

En ung kvinde kommer gående med et adgangskort til Totals bygning om halsen. Hun har tårer i øjnene.

»Det får mig virkelig til at tænke over nogle ting,« siger hun, mens tårerne triller ned ad hendes kinder.

Hvad føler du?

»Det er meget overvældende, når man kommer på arbejde og troede, at det bare skulle være en normal dag,« svarer hun.

Cirka en time efter Laura Kjøller har limet sig fast til hovedindgangen, kommer politiet. To betjente i en patruljevogn.

Med en melding om, at aktivisterne skal flytte sig, hvis Total beder dem om det, forlader de stedet igen. Under aktionen har aktivisterne løbende kontakt med medarbejdere fra Total. De vil gerne have aktivisterne ind til en snak.

Problemet er bare, at det ikke må dokumenteres. Hverken på skrift, lyd eller video. Det vil aktivisterne ikke gå med til, og det ender med, at gruppen afleverer deres kritikpunkter på skrift til olieselskabet.

Tilbage får de et dokument, der forklarer, hvad selskabet gør for at mindske deres CO2-udslip.

»Vi vil gerne snakke. Men hvis de ikke har noget at skjule, så kan vi ikke forstå, hvorfor de ikke vil gøre det offentligt,« siger Laura Kjøller uforstående.

'Vi indgår gerne i dialog og lytter til deres bekymring omkring klimaet (...). Vi deler klimabekymringen,' skriver den øverste chef i den danske afdeling af Total, Michael Borrell, blandt andet i en e-mail til B.T.

Han ønsker ikke at svare på, hvorfor det ikke må dokumenteres, eller om aktivisterne har ret i deres påstand om, at der bliver brugt 200 millioner på at blokere for lovgivning på klimaområdet.