»Jeg blev overrasket, men det var også lidt spændende.«

Sådan fortæller Carina Sofie Skjoldborg om de kommentarer, hun på få minutter fik på sit jobopslag på Facebook.

Hun læser til dagligt til pædagog på VIA University College i Holstebro, men har sommerferie fra 24. juni. Og den ekstra fritid skal ikke kun bruges på at slappe af og lade op til et nyt semester, men udnyttes til at tjene nogle penge.

Men i stedet for at benytte en gammeldags metode til at få sig et deltidsjob, hvor man printer sin ansøgning ud og afleverer den fysisk, prøvede Carina Sofie Skjoldborg lidt nyere metode af:

»Jeg var bare træt af at gå ud med et papir, der alligevel ender i en rodekasse,« forklarer Carina Sofie Skjoldborg.

»Derfor lavede jeg et opslag på Facebook. Her kunne folk skrive og tagge andre, hvis de kendte til steder, der kunne bruge en ekstra hånd. Det, tænkte jeg, var en nem måde at gøre det på,« fortsætter hun.

Opslaget blev delt i lokalgruppen 'Facebook Holstebro', og selvom der var kort fra tanke til handling, havde Carina Sofie Skjoldborg ikke regnet med den meget hurtige respons, som opslaget har fået.

»Jeg havde lavet opslaget sent om aftenen, jeg vidste ikke, hvor aktive folk var i gruppen, og havde derfor ikke regnet med, at firmaer og butikker ville henvende sig på det tidspunkt. Jeg tænkte, at det nok nærmere ville være private, der skulle bruge hjælp med haven eller til at få luftet hunden.«

Det var, hvad Carina Sofie Skjoldborg skrev i sit opslag på Facebook sent om aftenen 16. juni. Foto: Facebook
Det var, hvad Carina Sofie Skjoldborg skrev i sit opslag på Facebook sent om aftenen 16. juni. Foto: Facebook
Vis mere

En af de hurtige til at tilbyde en jobsamtale var en lokal vinhandler, der efter blot 23 minutter henvendte sig i opslaget. Og kort efter kom der flere til.

Herfra valgte Carina Sofie Skjoldborg at gå til tre samtaler. To telefonisk og en fysisk.

»Det ene sted blev hurtigt udelukket, da jeg ikke havde mulighed for at være der alle ugens dage.«

Af den grund blev tre valgmuligheder til to, hvor det ene tilbud kom uventet.

Carina Sofie Skjoldborg. Privatfoto.
Carina Sofie Skjoldborg. Privatfoto.
Vis mere

»Jeg blev ringet op fra et tidligere praktiksted, hvor jeg har været som en del af min uddannelse. Jeg ved ikke, om det har noget med opslaget at gøre. Men de ringede i hvert fald, efter det blev delt.«

Både vinhandlen og det tidligere praktiksted, en vuggestue, var begge gode bud ifølge den 20-årige pædagogstuderende, og derfor landede valget på begge job. Og endda kun på få dage.

Dog er der en naturlig bagkant, når studiet går i gang igen.

»Til Estate Wine (vinhandlen, red.) har jeg meldt ud, at jeg helst ikke fortsætter, men at jeg måske kan hjælpe til med en vagt, hvis det virkelig brænder på. Og i vuggestuen bliver jeg sat på en vikarliste, hvor de kan ringe og spørge, om jeg kan arbejde. Her kan jeg sige til og fra.«