'Min far Brian er ikke at træffe de næste 5 uger. Beslutningen er taget. Hvis min far skal være god overfor sig selv og alle dem han holder af, så kræver det afvænning.'

Da Camilla Hylleberg Hansen skrev opslaget på Facebook om sin fars forestående misbrugsbehandling, var det udelukkende tænkt som en praktisk information.

Så kunder, venner, familie og bekendte vidste, hvorfor bagermesteren i Haslev ikke var til rådighed.

»Jeg skrev opslaget, så vi slap for at skulle bruge tid på at aflyse alle hans aftaler,« fortæller Camilla Hylleberg Hansen.

Hun havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig den modtagelse, opslaget fik.

»Min indbakke har aldrig set sådan ud, og min telefon blinker hele tiden,« fortæller Camilla Hylleberg Hansen.

Det er væltet ind med støttende og kærlige beskeder fra venner, bekendte og folk i lokalområdet og i takt med, at Camillas opslag har spredt sig på Facebook, er hun også blevet kontaktet af andre unge, der har forældre, som kæmper med misbrug.

»Det kommer bag på mig, hvor stort et tabu det er for mange, fordi det er noget, vi altid har snakket meget åbent om i familien,« fortæller Camilla Hylleberg Hansen.

Opslaget Camilla Hylleberg Hansen delte på Facebook.
Opslaget Camilla Hylleberg Hansen delte på Facebook.
Vis mere

Flere har også rost familien for at være ærlige omkring årsagen til Brian Hansens fravær, men Camilla Hylleberg Hansen fortæller, at de overhovedet ikke overvejede, det var noget, de skulle forsøge at skjule.

»Vi nåede slet ikke at tænke over, om det kunne have nogle negative konsekvenser at fortælle det,« siger Camilla Hylleberg Hansen.

Og det har der da heller ikke været.

Familien har omvendt oplevet en utrolig omsorg og forståelse, og det har især været rørende for hendes far at opleve, fortæller Camilla Hylleberg Hansen.

Også de ansatte i bageriet er rykket sammen om deres chef og hans familie og gør alt, hvad de kan for at hjælpe så meget som muligt.

»Min far er meget overvældet, det er vi alle sammen. Han er rigtigt overrasket over, at han betyder så meget for så mange, at han er elsket af så mange, og så mange viser det.«

Brian Hansen startede i misbrugsbehandling tirsdag.

Han havde i flere år været i behandling med antabus, men det hjalp ikke tilstrækkeligt og efter at have rådført sig med Alkolinjen traf Brian Hansen og hans familie en beslutning om, at han skulle i behandling med det samme.

Camilla Hylleberg Hansen fortæller, at det er svært for hendes far at starte i afvænning, men at han tror på, det bliver bedre.

DR har talt med foreningen TUBA, der tilbyder gratis hjælp, rådgivning og terapi til unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i et hjem med alkohol- eller stofmisbrug, og de bifalder den åbenhed Camilla og hendes familie udviser.

»Jeg har stor respekt for, at denne familie gør, som de gør. For desværre oplever vi, at op imod 46 procent af de unge, som henvender sig til os, fortæller, at de aldrig har talt med nogen uden for familien om de her problemer,« siger Marc Krabbe-Sørensen, regionsleder for TUBA Sjælland.

Ifølge DR er der sket en markant stigning i antallet af personer, der er kommet i offentlig alkoholafvænning i perioden 2009 til 2020.

På landsplan er antallet steget fra 13.100 personer i 2009 til 19.190 personer i 2020. En stigning på 46 procent.