Mandag aften blev en 20-årig mand fra Brande fløjet til hospitalet med en lægehelikopter.

Kort forinden blev han kørt over, da han var i gang med at udføre arbejde under en traktor.

Hans arbejdsgiver opdagede ham ikke, da han satte traktoren i bakgear og begyndte at bakke.

Den 20-årige mand blev ramt og alvorligt kvæstet på arbejdspladsen på Pårupvej i Kibæk.

Det skriver TV Midtvest, som har talt med politikommissær ved lokalpolitiet i Herning, Erik Kristensen. Anmeldelsen indløb klokken 18.22.

»Heldigvis var det kun forhjulet, der ramte ham. Manden var ved bevidsthed efter ulykken, men pådrog sig skader i bækkenet. Han blev fløjet direkte til Skejby for at få tjekket indre skader og blødninger,« siger politikommissæren til mediet. 

Der er ingen yderligere oplysninger om mandens tilstand. 

Arbejdstilsynet er blevet orienteret og vil nu foretage en nærmere undersøgelse af hændelsen, mens politiet betragter sagen som et uheld.