I flere år forsøgte 30-årige Sandra Valente Mørk at få svar på, hvorfor hun havde voldsomme smerter i det ene ben.

Hendes lange journal er et kort over den kaotiske vej, hun måtte tage gennem sundhedsvæsenet for at få sin diagnose. En vej, der kan forklare, hvorfor en ung mor til to små børn ikke blev reddet i tide.

B.T. har gennemgået Sandra Mørk Valentes journal fra de sidste to år, inden hun i maj i år fik konstateret uhelbredelig kræft.

Hun er ikke historien om en patient, der overså sine symptomer og gik for sent til lægen. Men fortællingen om en patient, der blev mere og mere syg, mens lægerne sendte hende rundt imellem sig og udskrev stærkere og stærkere smertestillende. Uden effekt.

Lægerne er i øjeblikket ved at afprøve forskellige kombinationer af kemoterapi for at finde ud af, hvordan de bedst kan holde Sandra Mørk Valentes sygdom i skak.
Lægerne er i øjeblikket ved at afprøve forskellige kombinationer af kemoterapi for at finde ud af, hvordan de bedst kan holde Sandra Mørk Valentes sygdom i skak.
Vis mere

En optælling viser, at Sandra Mørk Valente over en periode på to år besøgte forskellige læger 19 gange med smerter i benet og ledsagende symptomer. Blandt andet feber og svimmelhed.

Hun var i kontakt med fem praktiserende læger, tre speciallæger, skadestuelæger og vagtlæger. I hendes journal står der flere gange, at det kan være relevant med en ortopædkirurgisk undersøgelse og en MR-scanning for at fastslå årsagen til hendes symptomer.

Men det skete ikke.

I stedet blev Sandra Mørk Valente sendt på kryds og tværs mellem forskellige specialer.

Den kræfttype, Sandra Mørk Valente har, har en overlevelseschance på 80 procent, hvis den bliver opdaget, inden den når at sprede sig. Derfor har Sandra Mørk Valente svært ved at tilgive det sundhedsvæsen, der gang på gang sendte hende hjem eller videre til nogle andre, hver gang hun henvendte sig med symptomer.

Hendes praktiserende læge sendte hende til en gigtlæge, der gav hende strækøvelser, men mente, hun burde blive undersøgt af en ortopædkirurg og eventuelt MR-scannes.

Det var anden gang, en ortopædkirurgisk undersøgelse og en MR-scanning blev foreslået i journalen, uden Sandra Mørk Valente fik en henvisning til det.

Gigtlægen mente også, det ville være en god idé med et 'gynækologisk tilsyn', og dét henviste hendes praktiserende læge til – ikke til scanning og ortopædkirurg.

Hverken gynækolog eller strækøvelser hjalp på smerterne, der var så stærke, at Sandra Mørk Valente på det tidspunkt var sygemeldt.

Til trods for, at Sandra Mørk Valente i årevis havde forsøgt at råbe en række forskellige læger op på grund af store smerter i sit ben, var det først sidste år, at hendes kræft blev opdaget. Desværre var det alt, alt for sent til, at lægerne kunne behandle den.

Sandra Mørk Valente opsøgte derfor igen sin egen læge, der endnu en gang henviste hende til samme gigtlæge, som hun havde set én gang.

Lægen havde kun telefontid en time om tirsdagen, og Sandra Mørk Valente havde svært ved at komme i kontakt med ham.

Hun fik derfor en ny henvisning til en anden gigtlæge. Alt imens hun fik udskrevet mere og mere smertestillende.

Gigtlægerne kunne dog ikke hjælpe Sandra Mørk Valente, og til sidst opsøgte hun selv en ortopædkirurg på et privathospital.

Sandra Mørk Valente har arbejdet som model ved siden af sit arbejde som kok.
Sandra Mørk Valente har arbejdet som model ved siden af sit arbejde som kok.
Vis mere

Ortopædkirurgen konstaterede, at Sandra Mørk Valente ikke havde problemer med hofterne og anbefalede, at hun fik en henvisning til en neurolog hurtigst muligt.

Det blev afgørende.

Neurologen MR-scannede endelig Sandra Mørk Valente, og den 22. maj 2019 fik hun endelig sin diagnose.

Scanningen afslørede, at hun havde kræft, der havde spredt sig til hofte, bækken og ryg. Det viste sig senere, at kræften var startet i hendes venstre ben.

Det ben, der startede Sandra Mørk Valentes lange rejse gennem et kaotisk sundhedsvæsen.

B.T. har gennemgået den del af Sandra Mørk Valentes journal, der indgår i hendes sag ved Patienterstatningen. Den går dog kun tilbage til februar 2017, og Sandra Mørk Valente fortæller, at hun første gang henvendte sig til sundhedsvæsenet omkring sine smerter i benet for seks år siden, da hun var gravid med sin første søn.

Det står bekræftet flere steder i den del af journalen, B.T. har set.

B.T. har bedt Lægeforeningen om en kommentar til Sandra Mørk Valente og andre patienters oplevelse af at blive kastet rundt i sundhedsvæsenet uden at blive lyttet til. Det har dog ikke været muligt for Lægeforeningen at medvirke i den konkrete artikel grundet tidspres.