Stemmen knækkede, og øjnene blev røde og våde, da 19-årige Aya Abu-Daher mandag aften gæstede TV 2’s Go’ aften Live-studie i Tivoli i København.

Her var De Radikales politiske ordfører, Andreas Steenberg, og næstformand i Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, inviteret i studiet for at debattere den forestående udvisning af den syriske pige, som flygtede til Danmark med sin familie i 2015.

Hun går i dag på Nyborg Gymnasium, og 25. juni skulle hun ligesom sine klassekammerater have haft den blå HF-studenterhuen på hovedet.

Men forleden fik hun et brev i e-Boks.

Der stod, at hendes ansøgning om forlængelse af hendes opholdstilladelse var blevet afvist.

»Jeg følte mig så alene. Jeg følte mig så fremmed,« sagde Aya Abu-Daher, da hun med en klump i halsen fortalte studievært Simi Jan, hvordan hun havde det, da hun læste afslaget.

Aya Abu-Daher skal som følge af afslaget rejse tilbage til Syrien, og indtil det kan effektueres, skal hun bo på et udrejsecenter.

Også hendes forældre har fået afslag på at kunne blive i Danmark. Afvisningerne sker med udgangspunkt i, at Flygtningenævnet i Danmark vurderer, at det er sikkert for syrere at rejse tilbage til deres hjemland.

Også Aya Abu-Dahers rektor på Nyborg Gymnasium, Henrik Vestergaard Stokholm, var i studiet mandag aften.

Og Aya Abu-Daher kunne ikke holde tårerne tilbage, da han fortalte, at han var gået ind i sagen, fordi han var sat i verden for at varetage sine elevers tarv.

Rektorens ord og Aya Abu-Dahers tårer prellede af på Morten Messerschmidt.

Morten Messerschmidt (DF).
Morten Messerschmidt (DF). Foto: Emil Helms
Vis mere

Han hæftede sig under debatten med Andreas Steenberg blandt andet ved, at Syrien er så sikkert et land, at over 100.000 syrere er rejst frivilligt tilbage til deres hjemland, og at de danske udlændingemyndigheder har truffet en saglig afgørelse i Aya Abu-Dahers sag.

Og så gik Messerschmidt ellers i kødet på Andreas Steenberg og De Radikale, som han også langede ud efter på Facebook kort før debatten i studiet.

Her skrev Messerschmidt blandt andet:

»Så vil De Radikale igen lempe udlændingepolitikken. Denne gang handler det om gymnasieeleven Aya fra Nyborg, der ifølge Udlændingestyrelsen skal hjem til Syrien.«

»Hun er naturligvis et mønstereksempel – og derfor en ny hjertesag for De Radikale. Men de er hyklere. For har de radikale tænkt sig at lave en lov alene for Aya? Nej vel? Det er hele udlændingeloven, de vil lempe. Altså for alle.«

Og videre:

»Og så glemmer de at fortælle, at de unge syriske mænd er den tredje mest kriminelle udlændingegruppe i Danmark. Og de glemmer at fortælle, at den gruppe også følger med, hvis udlændingereglerne lempes af hensyn til Aya.«

Andreas Steenberg afviste Messerschmidts argumenter i studiet og gik til tasterne på Facebook efter debatten.

Andreas Steenberg (R).
Andreas Steenberg (R). Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det var en debat, jeg sent vil glemme,« skriver han.

»Selvfølgelig fordi Aya var ked og græd interviewet igennem; hun har gjort alt for at blive dansk eller integreret i al fald i de fem år, hun har været her. Danmark er det eneste land, der mener, der er fred i Syrien, selvom der foregår tortur og krænkelser af menneskerettigheder. Hun frygter for sit liv.«

Andreas Steenberg skriver videre:

»Han (Messerschmidt, red.) er vild; han mente da, at Aya var meget sød, men andre flygtninge er kriminelle, så derfor måtte de alle ud. Aya sagde efter debatten; hvad har det med mig at gøre, at nogle er kriminelle?! Ja, det må man nok spørge om.«