En 19-årig polsk håndværker er i kritisk tilstand, efter han tirsdag faldt fra 4. etage i en arbejdsulykke.

»Vi tror, han har forsøgt at hoppe fra et vindue og over på en teleskoplæsser i 15 meters højde. Desværre får han ikke hoppet langt nok,« siger politikommissær i Viborg Politi Peter Søndergaard til B.T.

Manden faldt derfor ned langs muren og teleskoplæsseren og ramte et hårdt underlag.

Ulykken skete tirsdag klokken 16.47.

Han blev straks fløjet til Skejby Sygehus med lægehelikopter, hvorfra meldingen var, at hans tilstand er kritisk.

Peter Søndergaard har onsdag formiddag ikke en opdatering på mandens tilstand.

Han oplyser dog, at den unge mands familie er på vej til Danmark.

Arbejdstilsynet arbejder fortsat på ulykkesstedet sammen med politiet, hvor de skal afklare, hvordan ulykken kunne ske.