Tre drenge i alderen 16 til 18 år er mandag blevet idømt betingede fængselsstraffe i en sag om bombetrusler og falsk anklage ved Københavns Byret.

Tre drenge i alderen 16 til 18 år sad mandag på anklagebænken til sidste dag i en retssag imod dem ved Københavns Byret.

Da sagen startede, var det første gang de tre drenge, som kender hinanden fra et online fællesskab, som handler om hacking, mødtes i det virkelige liv.

De tre har erkendt at sende bombetrusler til to skoler og forsøgt at sende til en tredje.

Men den 16-årige dreng, som har været involveret i sagen, kunne ikke tiltales for truslerne, da han var under den kriminelle lavalder på gerningstidspunktet.

To af de tiltalte - to drenge på 18 år - var tiltalt for bombetruslerne. Den ene 18-årige fik en straf på 60 dages betinget fængsel. Den anden 18-årige blev idømt tre måneders betinget fængsel. Begge modtog dommen.

Den anden 18-årige blev også dømt for at have gemt en mobiltelefon på et badeværelse og filmet en 12-årig pige i bad uden hendes vidende. Derfor fik han en højere straf.

Den 16-årige var dog tiltalt for at angive en uskyldig som hovedmand bag truslerne. Han nægter sig skyldig. Retten var uenig og idømte ham 10 dages betinget fængsel.

Da der var retsmøde mandag, blev der vist en 36 minutter lang video, som er en optagelse af den ene 18-åriges skærm, fra truslerne blev sendt.

Forsvarerne mente ikke, at truslerne var strafbare, da drengene ikke ville såre eller skræmme nogen ifølge dem.

De har især lagt vægt på det billede, som er blevet sendt sammen med nogle af dem af en mand, der skulle ligne en kriger fra Islamisk Stat, men han var klædt i en pink pyjamas.

Det synspunkt er anklagemyndigheden klart uenig i.

- Det kan godt være, at de tiltalte sad bag hver deres skærm og ikke kunne se, at dem, der blev berørt af det, blev bange. Men det er min påstand, at det vidste de godt, sagde Andreas Juhl.

Retten endte også med at give anklageren ret i sin afgørelse.

Efter retsmødet fortalte anklagerfuldmægtig Andreas Juhl, at han overordnet er tilfreds med mandagens dom.

Den 16-årige udbad sig betænkningstid. Han har 14 dage til at beslutte, om han vil anke. Det samme gælder anklageren.