Er du – eller har du været – elev på et gymnasium, hvor 'puttemiddage' eksisterer, og hvor de nye elever udvælges ud fra deres udseende, vil B.T. meget gerne tale med dig. Skriv til B.T. på 1929@bt.dk.

B.T. kan i dag berette om, hvordan elever fra tredje årgang på Øregård Gymnasium i Nordsjælland tager billeder af flotte drenge og piger fra første årgang. Billederne bruger de til at vurdere, om de nye elever skal inviteres med til en 'puttemiddag'.

Kun de 'bedste' ryger gennem nåleøjet, når de enkelte klasser udvælger 'putter' til deres fest. Men ikke alle går ad den vej. 18-årige Rosa Sahlholt er selv 3. g'er på Øregård Gymnasium, og i hendes klasse er det besluttet, at der ikke afholdes 'puttemiddag'.

»Vi har ikke rigtig respekt for den måde at behandle putterne på,« fortæller Rosa Sahlholt til B.T.

Hun har dog også oplevet det, der var meget værre. Det første halvandet år var hun elev på Rungsted Gymnasium, og her var konceptet for udvælgelse af 'putter' mere ekstremt:

»3.g'erne inviterede omkring 10 piger ned ved en græsplæne, hvor pigerne skulle til forskellige 'auditions'. Det var blandt andet at sutte på en agurk med et GoPro-kamera i enden, lave bodytequilaer med flødeskum og give en lapdance. Alt blev filmet,« fortæller Rosa Sahlholt, der ikke selv var til stede, men som efterfølgende har set video af hændelsen, der fandt sted i 2016.

B.T. har desuden modtaget en e-mail fra en mor til en søn på Rungsted Gymnasium, der også beskriver en situation, som er identisk med ovenstående. Hun ønsker dog at være anonym.

Piger fra tredje årgang lavede også auditions for omkring 10 drenge fra første årgang, men de var slet ikke så slemme, fortæller Rosa Sahlholt.

Herunder fremgår et Facebook-opslag fra en elev på Rungsted Gymnasium i 2017. Opslaget er lavet i forbindelse med årets 'drenge/pigemiddag', og det fremgår, at 'der udvælges nogle helt særlige putter'.

Facebook-opslag
Facebook-opslag Foto: Facebook
Vis mere

Rungsted Gymnasium ønsker ikke selv at kommentere selve episoden i 2016, men tager afstand fra sådanne arrangementer:

»Vi hverken støtter eller billiger sådanne arrangementer, men det er rigtig svært at kontrollere, når de her ting ikke afholdes på skolens område og skoletid. Det er nogle bekymrende værdier, når piger vælges ud efter disse parametre. Sådan en ekskluderende adfærd har jeg lyst til at tage op,« fortæller Ruth Kirkegaard, der er rektor på gymnasiet.

Øregård Gymnasium og Rungsted Gymnasium er dog ifølge Rosa Sahlholt ikke de eneste gymnasier, hvor 'puttemiddag'-konceptet foregår.

»Jeg kender folk fra flere andre gymnasier i Nordsjælland, og der hører jeg også, at der er puttemiddage. Der er det også de pæne putter, der skal med,« fortæller Rosa Sahlholt.

I Rosas klasse havde de ikke hørt om, at 3.g'ere fra deres gymnasium havde taget billeder af nye elever, før en lærer for nylig en dag kom ind i klassen og gjorde klart, at hun fra rektors side havde fået klar besked: 'Puttemiddage' og det specielle udvælgelseskoncept er ikke noget, man vil have på Øregård Gymnasium.

18-årige Rosa Sahlholt går selv på Øregård Gymnasium, men i hendes klasse har de valgt ikke at holde 'puttemiddag'
18-årige Rosa Sahlholt går selv på Øregård Gymnasium, men i hendes klasse har de valgt ikke at holde 'puttemiddag' Foto: Privatfoto
Vis mere

Og det bliver ikke ved det. Generelt har Rosa kun ros tilovers for Øregård Gymnasium og skolens måde at håndtere 'puttemiddagene' på.

»Lærerne har været gode, og det er god stil, at skolen tager det så seriøst. Eksempelvis er der også sådan en 'bonding-fest', som skolen holder, hvor alle tre bogstavklasser (eksempelvis 1. t, 2. t og 3. t, red.) kommer med,« fortæller hun.

Pia Nyring, der er rektor på Øregård Gymnasium, var da også klar i mælet, da B.T. kontaktede hende tidligere tirsdag.

»Jeg italesætter det her hele tiden. Hvert eneste år. Jeg skriver det ud til forældrene og siger det til forældremøderne, så mit største håb er, at både forældre og elever vil bakke op om det. Når nogle elever synes, at det er grænseoverskridende, så træder jeg ind. Jeg håber, at det dør en gang for alle,« oplyste hun.

Ifølge Rosa er hendes klasse en af de få på Øregård Gymnasium, der ikke har i sinde at holde en 'puttemiddag'.