Efter at have boet i Danmark i otte år, er Rawan Ahmad Kharat, hendes søsters og hendes forældres opholdstilladelse ikke blevet forlænget, og familien står nu til hjemsendelse til Damaskus i Syrien til januar, siger den 18-årige Rawan Ahmad Kharat.

Det skriver TV 2 Lorry.

»Jeg vil ikke tænke på det, for jeg er virkelig bange. Jeg kender ikke nogen i Damaskus. Det er i Danmark, jeg har gået i skole og har mine venner, fortæller Rawan Ahmad Kharat, der bor i Kokkedal, til TV 2 Lorry.

Familien nægter at rejse tilbage til Syrien, fordi de er flygtet, og derfor frygter, at regimet i Syrien vil se dem som forrædere, der skal arresteres.

Men fordi de ikke længere må opholde sig lovligt i Danmark, er de dømt til at flytte ind på det omdiskuterede udrejsecenter Kærshovedgård, hvor de skal bo blandt udvisningsdømte kriminelle udlændinge og blandt andet ikke må arbejde.

»Der er meget hårdt, der er kriminelle. Jeg har ikke gjort noget, jeg vil bare gøre min uddannelse færdig, siger hun til TV 2 Lorry.

På mandag er Rawan Ahmad Kharat indkaldt til samtale hos Hjemrejsestyrelsen, da hun »ikke har lovligt ophold i Danmark«. Det fremgår af et brev, som TV 2 Lorry har set.

Hun har af sin advokat fået at vide, at hun efter samtalen vil have 60 dage til at pakke sin lejlighed ned og gøre klar til at flytte ind på Kærshovedgård. Rawan Ahmad Kharat lever et liv som de fleste 18-årige i Danmark.

Hun er i gang med at tage sin HF-eksamen på NGG Nordsjælland. Sin fritid bruger hun på at være sammen med vennerne fra skolen eller at lave afleveringer.

Derfor kom det også som et kæmpe chok for vicerektor Frederik Frederiksen, da han hørte om Rawan Ahmad Kharats ændrede opholdstilladelse.

Vicerektoren blev så indigneret, at han skrev et opslag om hende på Facebook og på skolens hjemmeside.

»Som uddannelsesinstitution vil man gerne uddanne gode borgere, der kan komme ud at være en støtte for samfundet. Det vil Rawan jo virkelig kunne, men at der så bliver spændt ben for hende på den måde, det er jo så ulykkeligt og meningsløst,« siger han til TV 2 Lorry.

Efter planen skulle Rawan Ahmad Kharat have sin studenterhue på til sommer, og så var drømmen at læse til sygeplejerske.
Men alt det må hun sige farvel til efter en ny afgørelse fra Flygtningenævnet.

Hun forsøger at lade være med at tænke på, at hun til januar skal pakke alle sine ting og flytte på udrejsecenter til januar.

»Jeg er så stresset, der foregår så mange ting i hovedet lige nu. Alle mine venner siger, jeg er så stærk. Jeg vil bare gerne have et normalt liv ligesom dem.«

De danske myndigheder har vurderet, at Damaskus og senere hen området Rif Damaskus er sikkert at hjemsende syrere til, efter at landet længe har været hærget af krig.

Ifølge Udlændingestyrelsen er den vurdering baseret på baggrundsoplysninger fra en bred vifte af aktører, blandt andet ngo'er og ambassader, oplyser styrelsen til TV 2 Lorry.

Men vurderingen om, at Damaskus og Rif Damaskus er sikkert at vende tilbage til, er der mange menneskerettighedsorganisationer, der er uenige i.

En af dem er Amnesty International, der løbende monitorerer situationen i Syrien. Deres holdning er klar. Syrien er ikke sikkert at vende tilbage til:

»Selv i de områder, som de danske myndigheder påstår er sikre, er der mange tilfælde af, at folk, der vender tilbage, bliver anholdt, tortureret, misbrugt eller forsvinder. Der er også flere situationer, hvor det er gået ud over børn og mødre,« siger Martin Lemberg-Pedersen, der er chef for politik og dokumentation i Amnesty Danmarks sekretariat, til TV 2 Lorry.

Spørgsmål: Så vil en familie som Rawans, der er flygtet fra regimet for flere år tilbage, være i fare, hvis de vendte tilbage?

»Ja, det vil de. En af de ting, der dukker op, er, at myndighederne og diverse efterretningstjenester straffer og forfølger folk, fordi de er flygtet. De siger: 'Du er en forræder, der har svigtet dit land', fortæller Martin Lemberg-Pedersen.

Ifølge Hjemrejsestyrelsen befinder der sig lige nu 92 syrere, der opholder sig i 'hjemsendelsesposition' i Danmark – størstedelen af dem på udrejsecentre.

Rawan Ahmad Kharats advokat har fortalt hende, at der er en mulighed for at få åbnet sagen igen, men at det langtfra er sikkert.

»Jeg har et stort håb om, at det vil lykkes. Jeg vil blive i Danmark,« siger hun til TV 2 Lorry.