»Folk vidste godt, at jeg lige var fyldt 18, men det var de lidt ligeglade med. Nogle syntes endda, det var meget frækt.«

Da Camilla i starten af året fyldte 18 år, stod hun med et stort problem: Pengepungen var tom.

Og hvad gør man så? Camilla valgte at spørge en veninde om hjælp.

Ikke om penge. Ikke om anbefaling til et arbejde. Ikke om råd.

Nej. Veninden var sugardater, og hun gik med til at dele Camillas snapchat-navn på sin såkaldte 'story'. Og derfra gik det hurtigt.

Begrebet 'sugardating' dækker typisk over, når unge piger mødes med ældre, velstående mænd og udveksler sex til gengæld for gaver eller penge.

Flere og flere springer ud i sugardating, kunne B.T. i starten af ugen berette, og det er, på trods af at debatten ofte handler om, hvorvidt det rent faktisk er det samme som rendyrket prostitution.

Men hvordan sker det lige, at en 18-årig pige fra den ene dag til den anden ligger på langs på hotelværelser med ældre mænd?

I Camillas tilfælde var processen fra tanke til handling kort.

Efter veninden delte Camillas snapchat-navn, strømmede det ind med beskeder fra mænd, og kort tid efter var det første mødt aftalt.

»Han hentede mig på arbejdet, og så kørte vi hen til en p-plads, hvor vi snakkede lidt, kyssede og havde sex. Han betalte mig 1.500 kroner,« fortæller Camilla, som ikke ønsker at få sit efternavn frem af hensyn til omgangskreds og familie.

Hun har dog valgt at fortælle sin historie i B.T., da sugardatingen har sat dybe spor i hende.

På godt og ondt, men det vender vi tilbage til.

Sugardatingen tog nemlig til, og den kun 18-årige Camilla fik smag for pengene, ligesom hun har fået gaver, hotelophold og andre oplevelser af de mange mænd.

Møde blev til møder. Mand blev til mænd.

Men så blev gode oplevelser også til dårlige oplevelser.

»Jeg mødte en sugardater, der var meget voldelig og voldsom, selv om vi aftalte, at det skulle være stille og roligt,« fortæller Camilla.

Manden truede Camilla, fordi hun endte med ikke at have sex med ham, og hun kunne mærke, hvordan oplevelsen skabte en knude i maven på hende, der måske allerede lå og ulmede.

»Sugardating har påvirket mig meget – især efter den dårlige oplevelse. Det, at jeg har været så langt nede, at jeg måtte have sex med fremmede fyre, har været hårdt at indse. Tankerne har været derude, hvor jeg har været bange for at gå ned med en depression,« fortæller hun ærligt.

I dag har Camilla 'trappet ned' og sender nu kun billeder og videoer til mænd, hvor hun rører ved sig selv. Hun er nemlig startet på en uddannelse, og SU'en kan nu dække sugardating-hullet.

Men skulle det ske, at hun en dag igen kom i pengenød ​– så er hun klar til igen at hoppe i kanen.

»Det er en nem måde at tjene penge på eller at få gaver, tøj eller sko i stedet for at få et arbejde. Jeg har også lært mine egne grænser bedre at kende,« fortæller hun.

Camilla skriver sig ind i statistikken over de mange unge kvinder, der hopper ud i sugardatingen, og det er der en særlig grund til, at så mange gør.

»Det er risikabelt for især unge kvinder, at det er så nemt og hurtigt. Man kan springe ud i det uden at have fået nogen rådgivning eller andet. Det er en gamechanger med de her sites. Netop også fordi sugardating jo ikke er noget, man aftaler med en kvinde eller mand en aften i byen,« fortæller Christian Groes, der er lektor i kultur- og sprogmødestudier på Roskilde Universitet og forsker i sugardating.

Han understreger, at det typisk vil være langt mere kompliceret at udøve traditionel prostitution, hvis en pige som Camilla gerne ville tjene lidt hurtige penge ved at dyrke sex med mænd.

»Teknologien gør meget, da der er kommet de her hjemmesider, for ellers skulle man som pige ud gennem eskortsider eller arbejde på et bordel, og det gør man jo ikke bare lige,« siger han.

Samlet set har Camilla haft cirka 25 såkaldt sexmøder.

Somme tider har hun nydt det, andre gange har det været ren pligt.

Alligevel står hun solidt plantet i diskussionen om, hvorvidt sugardating er et andet ord for prostitution.

»For mig er sugardating ikke det samme som at være prostitueret. Der er en kæmpe forskel, idet at hvis man er prostitueret, så mødes man bare med mænd og har sex og så videre til en ny mand, men i denne her sugardating-verden bygger man tillid op og har en slags forhold sammen uden at være kærester og uden følelser,« fortæller hun.

B.T. kender Camillas fulde identitet og har desuden set dokumentation for, at Camilla har aftalt møder med flere sugardaddies.