Allerede i børnehaven, da de andre børn smed bleen og lærte at mærke, når de skulle tisse, følte Aviaja Darling Bunk sig anderledes.
Og som årene gik, blev den følelse kun forstærket. For Aviaja blev ved med at tisse i bukserne. Og gør det stadig i dag som 18-årig.
»Det sker meget pludseligt. Så får jeg en meget stærk trang til at tisse. Den er så stærk, at intet menneske ville kunne holde på det,« siger Aviaja.
Men hun vil ikke længere skamme sig.
Derfor oprettede hun fredag en gruppe på Facebook for andre unge, der ligesom hende lider af urininkontinens. Og på kun to døgn har hun samlet omkring 60 i gruppen, fortæller hun.
»Jeg havde regnet med et par stykker. Jeg vidste godt, at der er mange, der lider af det, for jeg har undersøgt det meget. Men jeg havde ikke regnet med, så mange ville give sig til kende eller melde sig ind i sådan en gruppe,« siger Aviaja og forklarer hvorfor:
»Fordi det er pinligt. Det ved jeg fra mig selv. Jeg har altid forsøgt at skubbe det til side. Jeg ville ikke identificere mig med det.«
Nu er hun dog nået til et punkt, hvor hun selv forsøger at tage ejerskab og acceptere, at det er en del af hende. Det har lettet en tung byrde fra hendes skuldre, siger hun, og den byrde vil hun også forsøge at lette fra andre.
Og så er der en særlig grund til, at hun har sat gruppens aldersgrænse til unge under 25, siger hun:
»Jeg er medlem af flere grupper for folk med inkontinens, men der er rigtig mange ældre. Jeg følte mig som den eneste unge. Det er vigtigt, at vi unge kan holde sammen – for eksempel er det mest almindelige for kvinder, der har født – men for os, der ikke har, er det et stort tabu.«
»Det er så stort et tabu. Vi er mange, der gør det – men få, der taler om det. Nogle bebrejder sig selv og får dårligt selvværd. Jeg har selv dårlig selvtillid og selvværd, og jeg vil ikke have, der er nogen, der skal føle sig ensomme i det,« siger Aviaja.
Og det at hjælpe andre har også hjulpet hende selv. Selvom hun stadig bliver tynget af det nogle dage.
»Jeg kan mærke, jeg har fået det bedre. Det er ikke så slemt, som det har været. Jeg skammer mig stadig over det en gang imellem. I forgårs sad jeg og græd over det, men jeg kan mærke, det er godt at få snakket om – ligesom hvis man har været udsat for noget ubehageligt og går med det for sig selv.«
Aviaja fortæller, at hun har set flere læger, der ikke rigtig har kunnet hjælpe hende. Nu håber hun, at en snarlig henvisning til gynækolog måske vil rykke på noget. For hun ved, at der findes både medicinsk behandling og behandling med Botox, siger hun.
