De første år i landet beskriver hun som svære og en stor omvæltning, men i dag ville hun ikke bytte Danmark for noget.

18-årige Audrey Morris har boet i Danmark, siden hun var ni år gammel og flyttede fra USA med sin familie. Halvdelen af hendes liv har hun brugt på at tale dansk, drømt om at læse statskundskab på Aarhus Universitet og fået flere venner, end hun har brug for.

Men i dag er den fremtid, hun havde forestillet sig, ved at forsvinde mellem fingrene på hende. Hun står nemlig til at blive udvist af det land, hun kalder hjem.

»Jeg kan miste alt, hvad jeg har arbejdet på og for – uddannelsesmæssigt og socialt. Det tog noget tid for mig at lande, da jeg flyttede til Danmark, men jeg er faldet på plads. Jeg har skabt det liv, jeg ikke ville bytte for noget som helst,« siger hun og tilføjer:

»Jeg er dansker. Det vil jeg helt klart kalde mig selv.«

Hun besluttede at skifte Aarhus ud med Viborg, inden hun skulle i 2. g, da hun søgte flere udfordringer i gymnasiet – en beslutning, der skulle vise sig at være farlig for hendes mange planer i Danmark.

»Jeg ville gå på Viborg Katedralskole, fordi jeg har mål for min fremtid. Det var vigtigt for mig at være et sted, hvor jeg ville kunne udvikle mig.«

Men der gik ikke mange uger, før Audrey Morris modtog et brev med ordene, at hun skulle forlade Danmark inden for 14 dage fra SIRI – Styrelsen for International Rekruttering og Integration.

»Jeg gik fuldstændig i panik. Der stod, at jeg havde brudt betingelserne for min opholdstilladelse.«

For det, som Audrey Morris ikke vidste, var, at hendes adresseskifte fra barndomshjemmet til et kollegieværelse i en anden by var netop det. Et brud på hendes opholdstilladelse.

Lige siden har hendes fremtid været oppe i luften – bliver hun smidt ud af landet, eller kan hun udleve sine drømme i Danmark?

Hun besluttede sammen med sine forældre og en advokat i september at sende et høringssvar med begrundelser for, hvorfor hun ikke skulle smides ud. Og det brev, er der netop kommet svar på.

»De mener ikke, at der er god nok grund til, at jeg kan blive boende, selvom jeg har boet her, siden jeg var ni år gammel, min familie er her, og jeg har arbejdet hårdt. Det er ikke godt nok.«

Audrey Morris har ikke modtaget en endegyldig dato for, hvornår hun skal være ude af landet denne gang. Hun afventer nemlig stadig en anden ansøgning om permanent opholdstilladelse.

Men den bliver også afvist, mistænker hun. Det er nemlig et krav, at man skal have midlertidig opholdstilladelse, hvis man vil have den permanent. Og den mister hun formentlig nu.

»Det er et spørgsmål om tid, før det går igennem deres system. Og så får jeg en dato,« siger hun.

Men burde du ikke have været bevidst om, hvilke regler der er gældende for din opholdstilladelse?

»Jeg kan sige så meget, at jeg aldrig ville gøre noget bevidst, som ville sætte mit liv i Danmark i fare,« siger hun.

I et skriftligt svar til B.T. oplyser Mohammed Lakhsassi, der er kontorchef i Forlængelseskontoret i SIRI, at regler for opholdstilladelse tydeligt bliver beskrevet. 

»Vi har forståelse for, at det er en rigtig ærgerlig situation for Audrey Morris, og derfor tydeliggør vi i vores breve, hvilke betingelser der skal være overholdt under hele perioden. Audrey Morris har dog processuelt ophold, mens hendes sag færdigbehandles,« oplyser han og tilføjer:

»Udlændingemyndighederne er forpligtet til at lave en vurdering af, hvorvidt der foreligger ganske særlige grunde for at meddele en opholdstilladelse, herunder hensynet til familiens enhed.«

Han uddyber, at Audrey Morris' sag er blevet sendt videre til Udlændingestyrelsen, der skal tage den endelige vurdering. 

Audrey Morris har nemlig opholdstilladelse som 'medfølgende familiemedlem', hvor en række betingelser gør sig gældende – blandt andet at man skal 'forsørges' af personen og have fælles bopælsadresse.

De understreger desuden, at Audrey Morris ikke er udvist af Danmark endnu, da hendes sag stadig bliver behandlet. 

Nu har Audrey Morris startet en underskriftsindsamling, hvor reaktionerne er meget ens: Hvorfor skal Audrey smides ud af Danmark?

»Folk kalder det ironisk. Det er ikke mine egne ord, men de er uforstående overfor, hvorfor jeg bliver smidt ud, når jeg har gjort så meget for at blive dansker.«

Audrey Morris fremtid har aldrig været mere usikker. Hun ved ikke engang, hvilket land hun befinder sig i om en måned eller to.

»Jeg er ikke sur på mig selv. Jeg har gjort det bedste, jeg kan – både før og efter brevet – og det har jeg tænkt mig at fortsætte med,« siger hun og tilføjer:

»Jeg vil holde humøret oppe og kæmpe for min sag.«