Tårer. Frustrationer. Manglende motivation. Og en enorm uvished.
Det er, hvad flere af landets unge har været ramt af siden midten af marts, hvor det stod klart, at dette forår på ingen måde ville blive som normalt. Begivenheder, de har set frem til, er blevet aflyst, og aktiviteter med venner og klassekammerater har været sat på standby.
»Jeg føler ikke, der bliver set nok på, at unge mennesker er væsener, der har brug for vildt meget social anerkendelse,« siger 17-årige Jacqueline Løvenfalk Kyllesbech, der blev hjemsendt fra den efterskole, hun i næste uge får lov at vende tilbage til - efter to måneder væk fra efterskolen.
B.T har talt med en række unge, der deler deres tanker og oplevelser fra de seneste mange uger.
Jacqueline Løvenfalk Kyllesbech - 17 år - går på Ryslinge Efterskole
»Det knuser virkelig mit hjerte.«
Ordene kommer fra Jacqueline Løvenfalk Kyllesbech, der de seneste mange uger har været hjemsendt fra efterskole i uvished.
»Da vi forrige måned fik at vide, lockdownen blev forlænget, snakkede jeg med mine venner, der var så kede af det og græd og græd,« fortæller hun.
For hende kan det være svært at forklare folk, hvorfor det er så hårdt at være sendt væk fra sit andet hjem. Mens mange måske kan skubbe deres planer til næste sommer, står hun i en anden situation.
»Jeg ved jo, at alle har det virkelig svært under corona-tiden, og jeg har ikke lyst til at være sådan, ‘ej, jeg er ung, det er min ungdom’, for det lyder også bare så egocentreret. Men jeg kan bare ikke lade være med at tænke, ‘okay, jeg får ikke det her år igen’. Altså, det kommer aldrig nogensinde tilbage,« fortæller hun.
Jacqueline Løvenfalk Kyllesbech kalder hver dag på Ryslinge Efterskole for speciel. Der er traditioner. Venskaber. Alle udvikler sig - især i løbet af de seneste måneder, der indtil videre er blevet taget fra eleverne, som har kunnet se både elevfest og en filmfestival blive aflyst.
»Jeg føler ikke, der bliver set nok på, at unge mennesker er væsener, der har brug for vildt meget social anerkendelse. Og det mærker jeg også på mine venner. Der er flere, der får det rigtig dårligt mentalt og bare graver sig helt vildt meget ned. Og det kan man ikke beskrive og forklare til nogen, der ikke selv er ung i 2020,« fortæller hun.
Hun har krydset fingre for, at eleverne kunne få lov at vende tilbage og slutte ordentligt af. En drøm, der gik i opfyldelse torsdag, da det stod klart, at efterskoleeleverne måtte vende tilbage.
»Indtil da vidste vi ingenting. Det har været det værste ved det hele. Vi har levet i fuldstændig uvished,« siger hun.
Nikolai Røjel - 16 år - bor i København og går i 1.g på Niels Brock
Det var nu, han for alvor skulle vise sig frem. Et rigtig vigtigt år for Nikolai Røjel, der drømmer om at blive professionel fodboldspiller.
Den 16-årige gymnasieelev spiller på U17-holdet i Lyngby, men i lang tid har der ikke været meget græs under fødderne.
»Jeg har ikke udviklet mig i denne periode og har bare stået stille. Jeg savner det og mine kammerater, og denne her tid har ødelagt meget. Det har standset min udvikling, og jeg har ikke fået ikke den træning, jeg skal have,« fortæller han.
Han har løbetrænet, men det har ikke været det samme. Han har forsøgt sammen med nogle venner at træne på flere fodboldbaner rundt omkring, men hver gang er de blevet smidt væk.
»Så når jeg kommer tilbage, har jeg slet ikke rykket mig. Måske kunne jeg have rykket mig så meget, at de havde tilbudt mig en kontrakt. Det ved jeg jo ikke. Jeg kan slet ikke bevise noget. Heller ikke for de udenlandske klubber, der er drømmen,« fortæller han.
Samtidig er han ligesom alle andre sendt hjem fra skolen. I starten var det fint, men sådan er det ikke mere.
»Jeg føler, alt er blevet taget fra mig. Jeg har set et par venner, men jeg savner faktisk skolen. Det troede jeg ikke, jeg ville sige. Det er ikke motiverende at sidde derhjemme, og jeg føler ikke, jeg lærer det samme. Eksamen er også taget fra mig. Heldigvis har jeg klaret det okay, men jeg ville gerne have vist, jeg kunne noget,« siger Nikolai Røjel.
Han prøver at tænke positivt, se enkelte venner og spille en smule fodbold, men han kan godt mærke, han har brugt mange timer hjemme.
»Min tankegang har været rigtig negativ, og jeg har haft mistet lysten til at løbe, lave skolearbejde... Det har været lidt ubehageligt at tænke på, at jeg hele tiden skulle være hjemme, og jeg har ikke vidst, hvornår jeg skulle tilbage,« siger han.
Sarah Hjuler Nielsen - 19 år - student med sabbatår
»Jeg føler virkelig, at jeg har arbejdet hårdt for at få de her frie, vilde sabbatår, hvor jeg bare kunne udvikle mig som person, og så er det hele bare sat på standby.«
Sådan siger 19-årige Sarah Hjuler Nielsen fra Aarhus.
Siden hun blev student sidste år, har hun sparet sammen til at skulle leve 'det gode liv' - blandt andet på et fire måneders højskoleophold på Zanzibar denne sommer.
Men den plan er nu ændret, så hun måske først skal af sted til efteråret - og måske skal hun slet ikke af sted. Det er den evige uvished, der æder hende op.
»Der er ikke noget, der er sikkert, så det er svært at glæde sig til rejseplaner og at flytte hjemmefra, fordi alting er usikkert,« siger Sarah Hjuler Nielsen og fortsætter:
»Jeg skulle både have været på interrail og til Italien og så selvfølgelig på den store rejse, som jeg havde glædet mig så meget til og knoklet for at få råd til. Og så er det pludselig bare ligegyldigt. Jeg har en opgivende følelse.«
Hun ved godt, at nogle sikkert vil mene, at hendes klagesang er forkælet, men sommeren som 19-årig, det sidste år i teenageårene, hvor man skulle have drukket af kokosnødder og mødt nye venner under fremmede himmelstrøg, kommer bare ikke igen.
Ikke på samme måde, i hvert fald. Og hvordan det så måske kommer igen, aner hun ikke.
»Det er usikkerheden i hele situationen, der er lidt skræmmende, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det,« siger hun og holder en kort pause, inden hun afslutter:
»Jeg har svært ved at glæde mig til det, der skulle have været mit livs oplevelse.«
Kasper Moe Rasmussen - 16 år - går i 10. klasse på Gørlev Idrætsefterskole
‘Så kære statsminister, se vores vej. Se på alle de muligheder, der er, og ikke kun på begrænsningerne.'
Sådan lød afslutningen på et åbent brev, Kasper Moe Rasmussen har sendt til Danmarks statsminister.
»Jeg sad egentlig bare og talte med min far om alt det med corona. Så var det bare en ide, vi fik. Der er ikke rigtig nogen, der har talt efterskolernes sag. Jeg tænkte, det var en måde at blive hørt på.«
Sådan fortæller den 16-årige 10. klasseelev, der de igennem længere tid har manglet kammeraterne fra Gørlev Idrætsefterskole. De blev sendt hjem uden at vide, om de kunne komme tilbage og slutte ordentligt af. Ville det ikke være muligt, ville det være et hårdt slag for Kasper Moe Rasmussen, der har udviklet sig og er blevet mere udadvendt på efterskolen.
»Jeg ville blive virkelig ked af det. Det er ikke et år, man får tilbage. Det er ærgerligt at miste så meget af et efterskoleophold. Man får venner på en ny måde, lærer at leve på en ny måde og bliver dannet på en ny måde,« siger Kasper Moe Rasmussen, der også godt kan forstå, at coronavirus er et alvorligt problem.
Han respekterer det, men han er stadig frustreret over, at de gymnastikopvisninger, han havde set frem til, ikke blev til noget. Der skulle have været galla, eleverne skulle have været på Roskilde Festival sammen, og de har mistet nogle ting, de ikke kan få tilbage. Uanset hvad.
Derfor sendte han brevet til Mette Frederiksen. I håb om at skabe fokus på netop efterskoler.
Han opfordrer regeringen til at se muligheder og understreger, hvor stor betydning efterskoleophold har for unge som ham selv, og i brevet foreslog han at teste efterskoleelever, så dem med negativt resultat kunne vende tilbage.
‘Ingen smittede ind må rent matematisk betyde meget få smittede ud, når skoleåret er slut. Og hvis det ikke skaber tryghed nok i jeres beslutning, så sæt os i 14 dages karantæne, når skoleåret er slut,’ skriver han.
Der er i skrivende stund ikke kommet svar fra Mette Frederiksen.
Det var egentlig heller ikke formålet.
»Formålet var at få politikerne til at tale om det. Flere har skrevet tilbage til mig og sagt, at de synes, det var fedt, og at de er enige. Nogle er kommet med modargumenter. Jeg ville bare gerne sætte fokus på efterskoleelever, for jeg føler ikke, der er tænkt ud af boksen,« siger Kasper Moe Rasmussen.
Og hans bønner er blevet hørt. For torsdag meddelte Mette Frederiksen, at efterskoleeleverne kan vende tilbage.
»Det er mega godt, at vi får lov til det, så vi kan forsøge at indhente noget af alt det, vi har mistet,« jubler Kasper Moe Rasmussen.
