»Man skal være meget varsom med at anvende humor i en debat som denne. Det vil vi være fremover.«

Sådan lyder det fra informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen, efter at en 17-årig kassemedarbejder i Dagli’Brugsen i Glud øst for Horsens - Naja Lauritsen hedder hun - på bt.dk tirsdag skrev et debatindlæg, hvor hun harcelerede mod supermarkedskunder, der stiller ‘håbløse spørgsmål’.

Hendes debatindlæg kom som en reaktion på B.T.-journalist Peter Astrups klumme, ‘Astrups Lørdagsbrok’, hvor han i den forgangne weekend langede ud efter navnlig unge supermarkedsekspedienter, for hvem ‘service’ ifølge Astrup er et fremmedord. For eksempel når man som kunde spørger om, hvor en given vare befinder sig i butikken.

Naja Lauritsen indledte sit modsvar sådan her: ‘(... ) når jeg møder ind bag kassen, smører mit bedste fredagssmil på og skal svare på håbløse spørgsmål fra 07.00 morgen til 16.00 eftermiddag, ja, så er det da klart, jeg til sidst ikke orker flere spørgsmål.’

Jens Juul Nielsen pointerer, at alle medarbejdere – uanset erfaring og baggrund – skal være ‘venlige og serviceorienterede’.

»Det er det, vi fortæller dem, når de bliver ansat. Det er det, vores ledere minder dem om, mens de er ansat,« siger han.

Ifølge Jens Juul Nielsen er Naja Lauritsens debatindlæg et forsøg på at besvare Astrups lørdagsbrokkerier med ‘humor, ironi og satire’. Problemet for Coop er bare, at læserne af Naja Lauritsens indlæg efter alt at dømme har taget det gravalvorligt. Debatindlægget er på under 24 timer blevet læst flere end 90.000 gange, og debattråden under indlægget gløder med harmdirrende kommentarer fra læsere, der har svært ved at se, hvorfor Coop ansætter unge, der ikke orker at betjene kunderne.

Coop-toppen tog i går kontakt til ledelsen af Dagli’Brugsen i Glud med en klar besked.

»Vi har indskærpet, at man ikke skal bruge humor i offentlige debatter som denne her, for det sætter gang i nogle følelser og giver et resultat, som er det modsatte af det tilsigtede,« siger Jens Juul Nielsen.

Samtidig erkender Coops informationsdirektør, at der er brug for at ‘gribe i egen barm’ i Coop-toppen.

»Vi har mange unge medarbejdere, for hvem jobbet hos os er deres første møde med arbejdsmarkedet. Samtidig er der stor udskiftning i denne medarbejdergruppe, så det er en stor ledelsesmæssig udfordring,« siger han.

Coop-toppen erkender, at det er en 'udfordring', at flere og flere medarbejdere er unge ufaglærte. Vis mere

Coops stigende ansættelse af ungarbejdere er ifølge Jens Juul Nielsen sket i takt med, at åbningstiderne de seneste 20 år er blevet udvidet med liberaliseringen af lukkeloven.

»Det gør vores ledelsesopgave større, for kunderne skal stadig møde venlighed og imødekommenhed, når de kommer ind i vores butikker. Det er en udfordring, og det kan vi hele tiden blive bedre til,« siger han.

Jens Juul Nielsen understreger, at Naja Lauritsen bestemt ikke bliver fyret som følge af hendes debatindlæg:

»Nej, det gør hun ikke. Naja er en skattet, dygtig og meget serviceorienteret medarbejder.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Naja Lauritsen.