Antallet af smittede bliver ved med at stige, og nu har det nået nye højder.

Nye tal, som B.T. er kommet i besiddelse af, viser, at siden fredag er 169 danskere konstateret smittet med covid-19. 79 af disse er i Aarhus. Det er det højeste tal for et enkelt døgn siden 25. april.

På grund af stigende smittetal de seneste uger er der tvivl om den næste fase af åbningen af Danmark. Vi har nemlig igen nået et niveau, der ligner det, vi havde tilbage i maj.

En stor del af stigningen er udløst omkring Ringsted, hvor et slagteri er arnestedet, og i Aarhus, hvor der blandt andet i somaliske kredse har været en stor stigning i antallet af smittede.

Det er dog ikke hele forklaringen. Der kommer nye smittede i hovedparten af de danske kommuner. Mandag til og med torsdag i sidste uge blev der dagligt i gennemsnit konstateret 95 smittede i døgnet.

Fra et meget lavt antal nye smittede i starten af sommerferien har smittetallet siden uge 29 været støt stigende.

Siden slutningen af juni har det ikke været muligt at se udviklingen i antallet af smittede i weekenden.

Men på grund af det stigende smittetal i Danmark bliver flere politikere i Folketinget orienteret om disse.

Og det er altså denne orientering, B.T. er kommet i besiddelse af.