Der er registreret yderligere 1636 coronatilfælde det seneste døgn.

Det viser opgørelsen fra Statens Serum Institut lørdag eftermiddag.

Det er det hidtil højeste antal nye smittetilfælde for en enkelt dag under epidemien.

Men det skal ses i sammenhæng med et rekordhøjt antal test. Ikke færre end 100.197 prøver ligger til grund for dagens tal.

Hvis man ser på antallet af smittede blandt de testede – den såkaldte positivprocent – så ligger den stabilt på 1,63.

- Det er altid ærgerligt, når vi sætter ny rekord, men man skal huske på, at det er med et rekordstort antal testede, siger Joachim Hoffmann-Petersen, overlæge og talsmand for landets intensiv- og anæstesilæger.

- Når man tester mere vil man også finde mere. Vi har nok et mørketal, der er meget lille i forhold til foråret, hvor det var ganske stort. De fleste med corona bliver opdaget, siger Joachim Hoffmann-Petersen.

Der er yderligere syv coronarelaterede dødsfald. Totalt set er 823 personer afgået ved døden, efter at de tidligere har haft påvist covid-19.

Antallet af indlagte falder med fem personer til 249.

42 af dem er indlagt på intensivafdelinger. Heraf er 27 personer så syge, at de får hjælp fra en respirator til at trække vejret.

Selv om antallet af indlagte ligger stabilt omkring 250, kan man ifølge Joachim Hoffmann-Petersen mærke presset blandt kollegerne.

- Der er mange steder, hvor man begynder at kunne mærke presset. Der er mange afdelinger, hvor man nu skal tage beslutninger om at udskyde operationer og ambulante behandlinger, siger han.

Lægeforeningen har opfordret regeringen og Danske Regioner til at udskyde genindførelsen af behandlingsgarantien.

Garantien, der sikrer at alle patienter kan blive undersøgt og udredt inden for 30 dage efter henvisning til sygehus, står til at blive genindført 1. januar.

Ifølge Joachim Hoffmann-Petersen er den nuværende situation til at håndtere for lægerne ude på afdelingerne.

Men prognoser forudser, at vi vil se et stigende antal smittede, der med tre-fire ugers forsinkelse vil omsætte sig til flere indlagte.

Og det vil lægge yderligere pres på sygehusene, lyder det fra Joachim Hoffmann-Petersen.

- Det er forventeligt, at der vil blive travlt de kommende måneder. Det er der ikke så meget at gøre ved, når vi har en pandemi. Men man skal huske at passe på personalet, så de ikke brænder ud, siger han.

Ritzau