'Jeg er træt af at se jeres dansende deller på Instagram.'

Sådan lyder ordene fra 16-årige Lærke Hoffmann Schnell, der har skrevet en kommentar for at give sit besyv til den verserende debat om kropsidealer blandt sine jævnaldrende.

'Flere danske unge piger er begyndt at lægge billeder op på de sociale medier, hvor de fortæller om, hvordan de har det med deres krop, og hvor kede de er over at være overvægtige - er det kun overvægtige piger, der må sige, at de vil tabe sig?' skriver Lærke Hoffmann Schnell i debatindlægget, som Fyens.dk har udgivet.

Til B.T. forklarer Lærke Hoffmann Schnell, at det var en bestemt oplevelse, der gjorde, at hun skrev indlægget.

»Jeg sad på Facebook, da en piges billede dukkede op. Hun havde lagt et billede op af sig selv, hvor hun skrev, at hun var ked af sin krop. I kommentarsporet, havde folk skrevet, at hun var modig. Men jeg kom bare til at tænke, at hvis jeg havde lagt et billede op med samme tekst - som slank pige - så havde jeg ikke fået at vide, at jeg var modig. Tværtimod, så vil jeg blive stemplet,« siger Lærke Hoffmann Schnell.

Lærke Hoffmann Schnell understreger flere gange, at hun intet har imod overvægtige.

»Mit budskab er, at der skal være plads til at udtrykke sig uden negative kommentarer. Det gælder både, om man er slank eller overvægtig,« siger Lærke Hoffmann Schnell, der til daglig går i 10. klasse på Giersings Realskole i Odense.

Hun fortæller, at kropsidealer fylder meget hos hende og i omgangskredsen.

»Vi snakker rigtig meget om kropsidealer. Det er rigtig svært at være i denne alder, og selvom man er tynd, så er man ikke tilfreds,« siger 16-årige Lærke Hoffmann Schnell.

Hun fortæller blandt andet, at det også kan være svært at være tilfreds som slank pige, fordi det kan være svært at finde bukser, som sidder stramt, eller finde en bh, som passer.

Efter debatindlægget er blevet udgivet, har Lærke Hoffmann Schnell modtaget en del opmærksomhed.

»Det er meget mærkeligt, det havde jeg ikke regnet med,« siger Lærke Hoffmann Schnell.

Foto: Privat
Vis mere

Opmærksomheden har dog ikke kun været positiv.

»De, der har skrevet mest, er de overvægtige. De føler, det er en hetz mod dem. Men de misforstår det. Jeg har intet imod overvægtige,« siger Lærke Hoffmann Schnell.

Hun håber, at hun kan sætte tankerne i gang hos sine jævnaldrende.

»Jeg håber, at de, der læser med, er de overvægtige piger, så de kan tænke over det, inden de næste gang lægger et billede op af deres krop. Men jeg håber også, at slanke piger læser det og kan relatere,« siger Lærke Hoffmann Schnell.